LCA
LCA
scroll
App gør det lettere at anvende gulpladebiler til privat brug

App gør det lettere at anvende gulpladebiler til privat brug

I 2021 købte borgere og virksomheder cirka 21 procent flere dagsbeviser til privat anvendelse af gulpladebiler end året før. Samtidig bliver en større andel af dagsbeviser købt via en app fra Motorstyrelsen.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

En bil på gule plader må normalt ikke bruges til privat kørsel. Men med et dagsbevis er det lovligt at køre privat i en gulpladebil til eksempelvis en tur på genbrugspladsen eller på ferie.

Det er dog maksimalt tilladt at købe 20 dagsbeviser til samme bil i et kalenderår, og Motorstyrelsen arbejder løbende på at gøre det lettere for borgere og virksomheder at følge reglerne på området.

App hedder ’Dagsbevis’
Muligheden for at købe et dagsbevis via en app er et eksempel på en mulighed, der gør det nemmere og mere fleksibelt at overholde reglerne for privat brug af gulpladebiler.

Fra 2020 til 2021 er antallet af dage, hvortil borgere og virksomheder har købt dagsbeviser, steget fra cirka 97.000 i 2020 til cirka 117.000 i 2021. Det svarer til en stigning på cirka 21 procent.

Motorstyrelsen vejleder løbende om, at borgere og virksomheder både kan købe dagsbeviser via skat.dk og appen ’Dagsbevis’, som Motorstyrelsen introducerede for første gang i 2019.

Forbedret version
Appen har været flittigt brugt, siden den blev lanceret. Derfor har Motorstyrelsen i 2021 introduceret en ny og forbedret version af appen, der skal gøre det endnu nemmere for borgere og virksomheder at benytte guldpladebiler privat.

I 2021 blev 71 procent af dagsbeviserne købt via appen. Det svarer til, at næsten tre ud af fire har købt dagsbeviser via appen fremfor via skat.dk.

Dagsbeviser kan købes til køretøjer under 4 ton. Vejer køretøjet op til 3 ton er prisen 225 kroner pr. døgn, hvis ejeren af køretøjet har trukket hele momsbeløbet fra ved køb eller leje. Prisen for køretøjer mellem 3- og 4 ton er 185 kroner pr. døgn.

Appen Dagsbevis kan hentes App Store eller i Google Play

2/9 2022