
Kunstens Hus i Roskilde
Svendborg Architects vinder konkurrence om helhedsplan for Kildegården i Roskilde og et nyt Kunstens Hus i samarbejde med BOGL og Regnestuen i Roskilde
Kildegården i Roskilde skal være et spændende sted, hvor kultur, fritid, sport og kollegieboliger danner et mangfoldigt campusområde inden for rammerne af de gamle kasernebygninger.
Det er sigtet med en projektkonkurrence udskrevet af Roskilde Kommune. Området ved Kildegården har en helt særlig stemning skabt af bygningernes materialitet og historie, der ligesom de smukke gamle træer og parkområdet mod Møllehusvej er en stor kvalitet i området.
- Det er helt unikt at Roskilde kan fastholde et centralt kultur og fritidsmiljø i bykernen. Nu skal det styrkes – i forståelse for eksisterende kvaliteter og med tilføjelsen af nye samlende tiltag, forklarer arkitekterne bag vinderforslaget , Johnny Svendborg, Jacob Billesbølle, Katrine Kretzschmar Nielsen, Naomi Rubbra, Bas Spaanderman fra Svendborg Architects i København.
Et pulserende hjerte
Svendborg Architects’ forslag opløser skellene mellem bygningerne og skaber nye koblinger til den øvrige by ved at åbne op for og synliggøre området for forbipasserende. Forslaget har et særligt fokus på at danne et mere aktivt, æstetisk og sammenhængende campusområde med en tydelig indre samlende plads.
Den samlende plads skal være et pulserende hjerte, der danner hængsel til resten af Kildegården og byen omkring. Pladsen er disponeret, således at den opleves som én sammenhængende plads, men hvor der samtidigt opstår små rum og nicher - mellem aktivitetszonerne, under træerne og langs bygninger.
Denne disponering sikrer, at pladsen fungerer både, når den fuld af liv og aktivitet, som man kan fornemme uanset hvor man befinder sig på pladsen - såvel som når pladsen er mere stille. Stedet kan trygt overskues samtidigt med, at det ikke opleves tomt.
Hus uden ”bagside”
På samme vis som den centrale plads, står projektet Kunstens Hus som en samlende rumlighed. Kunstens Hus er formet som en samling af rum i rummet, der tillader brugerne at ”koble sig på” ny aktiviteter.
Bygningen er nænsomt formet til at møde de rødlige farvenuancer og højder fra sine nærmeste omgivelser - udvendigt med en rødlig, spejlende beklædning, indvendigt et stort, fleksibelt, hvidt rum med flytbare vægge.
Huset fremstår uden ”bagside”, dog er Kunstens Hus disponeret således at hovedindgangen ligger ud mod det centrale samlende torv, hvorfra garderobe/the-køkken og toiletterne nås. Alle 4 kulturelle områder (porcelænsmaling, billedkunst/syning og keramik) har egen adgang til udearealer hvor undervisning/kunstnerisk udøvelse på en sommerdag kan trække ud mellem Kildegårdens øvrige kulturtilbud.
-cmn
Området omkring Kildegården i Roskilde omfatter i alt 14.000 kvadratmeter.