1:1 Landskab får ny direktør fra 3XN
Jes Tonsgaard er ny adm. direktør i 1:1 Landskab. Den arkitektuddannede direktør kommer fra en stilling som forretningschef i 3XN
Jes Tonsgaard er ny adm. direktør i 1:1 Landskab. Den arkitektuddannede direktør kommer fra en stilling som forretningschef i 3XN, hvor han har været del af koncernledelsen med ansvar for interne forretningsprocesser, projektperformance og kontrakter på særligt det nordamerikanske og store dele af det europæiske marked.
Med ansættelsen af Jes Tonsgaard fortsætter 1:1 Landskab den professionalisering, der begyndte med udvidelsen af partnerkredsen og etableringen af et advisory board sidste år.
- Jes Tonsgaard er det perfekte match for os. Han er arkitektuddannet, har taget en MBA på CBS og arbejdet med kontraktforhandlinger og projektøkonomi i mange år.
Han kender vores fag, forstår vores kunder og kan samtidig se virksomheden lidt udefra. Vi har fundet den helt rigtige til at hjælpe os videre med vores professionaliseringsstrategi, siger stiftende partner Trine Trydeman, som skifter titel fra adm. direktør til projektdirektør.
Stærk strateg
1:1 Landskab har 19 ansatte. Tegnestuen er kendt for flere markante landskabsprojekter som Grønttorvet, IKEAs taghave og Folehaven. I de senere år har tegnestuen også ekspanderet internationalt med projekter i blandt andet Tyskland, Norge og Letland.
Jes Tonsgaard er en stærk strategisk direktør, som kan hjælpe os med at udvikle tegnestuen. Han behersker både de interne processer og de eksterne relationer, så Jacob Kamp og jeg kan fokusere på det, vi brænder for: at skabe exceptionelle projekter i tæt partnerskab med vores kunder, siger Trine Trydeman.
Kreativ og forretningsmæssig forståelse
Jes Tonsgaard startede sin karriere hos Henning Larsen i 2006 og har været hos 3XN siden 2013. Her var han blandt andet sagsarkitekt på Danmarks højeste bygning; Lighthouse i Aarhus, før han skiftede fokus til den forretningstekniske del af faget.
-Jeg trives i spændingsfeltet mellem kreativitet og forretning. Jeg forstår det drive, der ligger i at designe noget exceptionelt, men jeg er lige så optaget af at skabe en sund forretning gennem strategisk og processuelt fokus, siger han.
Hos 1:1 Landskab bliver hans rolle blandt andet at implementere systemer, der skaber struktur og overblik uden at miste det nære og agile, som kendetegner tegnestuen:
-Jeg glæder mig til at hjælpe Jacob & Trine med at fremtidssikre tegnestuen. Vi skal optimere forretningsdriften, så vi kan blive ved med at styrke vores fokus på at skabe unikke og værdifulde projekter for både vores kunder og slutbrugere. 1:1 Landskab står over for en spændende fremtid, hvor vi styrker vores position kunstnerisk og forretningsmæssigt - til gavn for både medarbejdere, kunder og de mange mennesker som har deres hverdag i vores Landskaber, slutter Jes Tonsgaard.
Fakta om 1:1 Landskab
1:1 landskab er en prisvindende tegnestue stiftet i 2007 af Trine Trydeman og Jacob Kamp. De senere år er ledelsen udvidet med associerede partnere Stine Schibsbye og Arendse Kjærulff-Schmidt og nu direktør Jes Tonsgaard.
1:1 Landskab udspringer af Landbohøjskolen og står bag mere end 50 landskabsprojekter i ind- og udland.
-kis