Arkitekten skal tilbage bag rettet
Nyt arkitekturkollektiv vil tage kampen op mod mastodonterne ved selv at blive en. Ambitionen er at nå 1000 medarbejdere i Europa, og første opkøb i Tyskland er allerede på plads
Med en tysk kapitalfond i ryggen etablerer erfarne kræfter nyt arkitekturkollektiv: Verka Collective. Og armbevægelserne er til at få øje på.
– Vi skal være mere end tusinde medarbejdere på tværs af arkitektvirksomheder i Europa inden udgangen af 2028, siger Verka Collectives administrerende direktør, Frants Nielsen.
– Vi tror, at stordrift kan sikre arkitekturens udvikling. For sammen kan vi langt mere. Vi vil bygge vores forretning på arkitektonisk værdi, tilføjer han.
Sammen med salgsdirektør, Sonja Stockmarr, står han bag det nye arkitekturkollektiv, som samtidig med lanceringen af eget navn kan offentliggøre, at man har opkøbt Heine Plan: en tegnestue på 40 medarbejdere i Hamborg.
Opkøbet er det første i en række strategiske opkøb, som blandt andet skal styrke Verka Collectives kompetencer inden for bæredygtighed og transformation på tværs af segmenter:
– Vi tror på, at arkitekturen skal spille en større rolle i samfundet, og at det kan lade sig gøre at basere en stærk forretning på viden, forskellighed og fællesskab.
- For at kunne levere på de i stigende grad højere krav, der stilles i markedet, bygger vi en stor spiller, der består af flere brands på tværs af Europa, udtaler Frants Nielsen.
– Vi tilbyder et alternativ til den ingeniørdrevne opkøbsmodel og sætter arkitekterne i førersædet i en branche, hvor konsolidering fortsat er højt på dagsordenen, både inden- og uden for de danske grænser, fortsætter han.
Verka Collective består i dag af danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Sted By & Landskab, Kjaer og Richter og altså nu også tyske Heine Plan.
– Vi tror på, at Heine Plans arkitektoniske profil i Hamborg vil styrke vores kollektiv særligt i vores arbejde med byernes forandring og transformation af eksisterende byggeri, som vi fremadrettet ser som en afgørende kompetence.
- Vi tror derfor også, at der vil være opgaver at hente for flere partnere i kollektivet. Vi har nu udvidet legepladsen til Tyskland, og rejsen fortsætter, både nord og syd for grænsen, siger Sonja Stockmarr.
På en gang store og små
I ryggen har Verka Collective den tyske kapitalfond Findos, der nu satser på arkitektbranchen og tror på kollektivtanken. Findos opkøbte hovedparten af Vilhelm Lauritzen Arkitekter for 4 år siden, og 2 år senere fulgte akkvisitionen af Kjaer og Richter samt Sted By & Landskab.
Både Sonja Stockmarr og Frants Nielsen kom til Vilhelm Lauritzen Arkitekter i 2024, og i samarbejde med kapitalfonden har de siden arbejdet sig frem til lanceringen af det nye arkitektkollektiv.
– Vi skal på en gang være små og store. Vi skal være små, fordi vi vil værne om lokale markeder og gode relationer til vores kunder, og samtidig skal vi kunne levere, innovere og konkurrere med større koncerner.
- Ved at samle forskellige arkitektvirksomheder i et kollektiv og dele viden og ressourcer på tværs åbner vi hele Europa som fælles marked. Det er fællesskab og kollektiv tænkning omsat til en professionel, europæisk forretningsmodel, siger Sonja Stockmarr.
På den vis vil Verka Collective udfordre den tendens, der har domineret den danske arkitektbranche de seneste 10 år, hvor en lang række arkitektvirksomheder er blevet opkøbt af større koncerner eller ingeniørvirksomheder.
Et opgør mod mastodonterne
– Større enheder er en naturlig konsekvens af de krav, der stilles i byggeriet i dag: Ideen om, at den ideelle arkitektvirksomhed er en tegnestue med 50 arkitekter, er død, konstaterer administrerende direktør Frants Nielsen og fortsætter:
– Hvis man vil spille med og påvirke fremtidens byer, skal man have kapital, ressourcer og et langt bredere sæt af kompetencer inden for bl.a. AI, projektstyring og bæredygtighed, end det klassiske arkitektfirma kan mestre alene.
- Risikoen ved at lægge arkitekturen ind under ingeniørerne er, at arkitektur bliver en delydelse blandt flere. Arkitekturen risikerer at blive reduceret til ’nice to have’ frem for ’need to have’.
- Det er en problematisk udvikling, for vi har netop brug for arkitekturen for at kunne adressere nogle af de udfordringer, som præger byggebranchen.
Sonja Stockmarr supplerer:
– Verka vil bryde med mastodonterne. Vi tror på forskellighed, fællesskab og arkitektur som grundsten i vores forretningsmodel. Derfor har vi valgt en anden vej – en, hvor arkitekten sidder bag rattet.
- Men det er ikke en vej tilbage til, at byggeriet skal styres af en lille gruppe piberygende arkitekter. Det er på tide, at arkitekturen kommer i førersædet, og vi med stolthed kan bryste os af, at arkitektur også er kommercielt; vi vil fremme de arkitektoniske værdier for at skabe en mere bæredygtig fremtid.
For Verka handler det ikke om at være stor for at være stor, ej heller at tjene penge bare for at tjene penge:
– Det handler tværtimod om at turde tage et samfundsmæssigt ansvar.
- At skaffe sig ressourcerne til at løse nogle af de komplekse udfordringer, vores byer står over for, og at skabe en model, hvor også nyuddannede arkitekter og iværksættere kan blive en del af noget stort og driftssikkert, der giver adgang til at vinde projekter og påvirke arkitekturens udvikling, siger Frants Nielsen.
-dc