Arkitektkonkurrence: Helsingør skal have et maritimt skolehjemFristen for prækvalifikation til arkitektkonkurrencen er 27. januar. Vinderen af konkurrencen vil få rollen som totalrådgiver og blive ansvarlig for at føre visionen ud i livet.

Arkitektkonkurrence: Helsingør skal have et maritimt skolehjem

Bæredygtighed er en nøgleprioritet i konkurrencen, og U/Nord opfordrer arkitekterne til at tænke i innovative løsninger, der både er ressource-effektive og æstetisk appellerende

U/Nord, der er en af Nordsjællands største uddannelsesinstitutioner, inviterer nu til en arkitektkonkurrence om udviklingen af Det Maritime Skolehjem i Helsingør.

Skolehjemmet, som skal huse erhvervsskoleelever, der uddanner sig til bådebyggere og sejlmagere i det kommende Maritime Udviklingscenter i Værftshal 19, får en central placering i Helsingørs historiske bykerne Fiolgade 15, og skal designes med respekt for det sted, det opføres på.

Ud over at afspejle både fortidens og fremtidens værdier er ambitionen, at design og uderum skaber et harmonisk samspil med de omkringliggende bygninger.

Skolehjemmet skal ikke kun være et sted at bo, men et hjem, der fremmer læring, fællesskab, trivsel og personlig udvikling for de unge mennesker, som kommer til Helsingør for at uddanne sig.

Skolehjemmet vil rumme cirka 45 elever fra hele landet, som er tilknyttet Det Maritime Udviklingscenter.

- Det er U/Nords mål, at skolehjemmet forankres stærkt lokalt, så eleverne føler sig som en integreret del af det lokale samfund og en aktiv del af byens liv, siger direktør for U/Nord Flemming Zachariasen.

Bæredygtighed er en nøgleprioritet i konkurrencen, og U/Nord opfordrer arkitekterne til at tænke i innovative løsninger, der både er ressourceeffektive og æstetisk appellerende.

Det nye skolehjem skal ikke kun være et funktionelt byggeri, men også et eksempel på, hvordan bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet kan kombineres på en måde, der beriger byens miljø.

Konkurrencen er blevet muliggjort takket være donationer fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formål.

Fristen for prækvalifikation til arkitektkonkurrencen er 27. januar. Vinderen af konkurrencen vil få rollen som totalrådgiver og blive ansvarlig for at føre visionen ud i livet.

Med en ambitiøs plan om at anvende materialer med lang levetid og et fokus på minimal CO2-udledning skal projektet sikre en smuk og funktionel integration af skolehjemmet i Helsingørs unikke bymiljø.

U/Nord-uddannelserne til bådebygger og sejlmager er Danmarks eneste maritime håndværksuddannelser i denne genre.

Med udviklingen af Det Maritime Udviklingscenter og etableringen af et skolehjem for erhvervsskoleelever styrker U/Nord sit engagement i Helsingør Kommune.

-dc

14/1 2025