Der skal blandt andet tages højde for klimatilpasning, så regnvand og stormflod kan håndteres ved at absorbere vandet eller lede det videre.Cobe skal bygge bro mellem by og vand i Randers
Arkitektvirksomheden får brug for al sin erfaring fra lignende opgaver både nationalt og internationalt, når 'den gordiske knude' skal løses i Flodbyen
Bolværksgrunden i Randers bliver Flodbyens omdrejningspunkt med boliger, liberalt erhverv, kommunale funktioner, P-hus og – ikke mindst – byrum til byens borgere.
Området skal forenes med havnebassinet og Flodlejet som et åndehul i byen. Samtidig skal byudviklingen ske med respekt for havne- og industriområdernes udtryk.
Derfor har arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers valgt tegnestuen Cobe som rådgiver til at udarbejde en bydelsplan for Bolværksgrunden.
- Dette område er uden tvivl en af de største udfordringer i Flodbyen. Vi skal få alle brikkerne til at falde på plads, så borgere og gæster i Randers får fuld adgang til det hele, mens vi sikrer lys og luft i byrummet, siger Jesper Plauborg, der er direktør i Flodbyen.
Cobe har gennem de seneste to årtier oparbejdet masser af erfaring med transformation af havne- og industriområder til levende bydele.
Blandt de mest markante projekter er udviklingen af Nordhavn i København og Pier 3 i Aarhus, hvor Cobe har tegnet masterplanen og en række byrum og byggerier.
Derudover har Cobe bidraget til udviklingen af Deutzer Hafen i Køln, hvor et tidligere havneområde skal omdannes til en ny bydel med boliger, erhverv og rekreative byrum – og samtidig håndtere oversvømmelsesrisici fra Rhinen.
Alle projekterne bygger bro mellem by og vand for at skabe nye mødesteder, der imødekommer fremtidens behov med respekt for historien.
- Hos Cobe har vi i mange år arbejdet med at transformere tidligere havne- og industriområder til levende bydele i tæt samspil med vandet. Den erfaring vil vi trække på i arbejdet med Bolværksgrunden, hvor vi ser et stort potentiale for at skabe et byområde, der bliver et markant åbningstræk for Flodbyen.
- Samtidig er det en helt unik mulighed for at bygge bro til Randers middelalderby og derved styrke sammenhængen i hele byen, siger Dan Stubbergaard, grundlægger af Cobe.
Med Cobes bidrag skal bydelsplanen være et bindeled mellem udviklingsplanen for Flodbyen og en kommende lokalplan for Bolværksgrunden. I den forbindelse skal bydelsplanen løse en række praktiske udfordringer.
Området skæres igennem af en vej, ligesom der er ført fjernvarmerør, vandrør og datakabler under jorden. Derudover skal der tages højde for klimatilpasningen, så regnvand og stormflod kan håndteres ved at absorbere vandet eller lede det videre.
- Med Cobe som rådgiver får vi præcis den erfaring, der skal til for at løse den gordiske knude.
- I Hamborg, Køln, Bremen, København og Aarhus har Cobe løst opgaven med at transformere industri- og havneområder til pulserende byrum med liv og adgang til vand med respekt for byen og historien – og samtidig klimasikre de nye bydele.
- Den erfaring får vi nu glæde af her i Randers, så Flodbyens fulde potentiale kan udfolde sig, siger Jesper Plauborg.
-dc