
Torben Schønherr får Arkitektforeningens fineste hædersmærke
Arkitekt MAA Torben Schønherr modtager Arkitektforeningens æresmedalje for sit livslange arbejde med at forme landskaber og byrum i Danmark. Det er første gang, prisen, der svarer til filmens Robert, gives til en landskabsarkitekt
Da Torben Schønherr blev uddannet fra Arkitektskolen Aarhus i 1975, var det med hans egne ord svært at få landskabsarkitekturen til at fylde ret meget. Siden har han givet naturen plads i alle skalaer af hverdagen.
Det mener Arkitektforeningen, der hædrer ham med sin æresmedalje.
Med sin evne til at skabe stedsspecifikke løsninger af højeste kvalitet, har den internationalt anerkendte landskabsarkitekt formået at forene æstetik, funktionalitet og kunstnerisk vision på en måde, der har sat dybe spor i landskabsarkitekturens udvikling, skriver Arkitektforeningen i en pressemeddelelse.
- Torben Schønherr mestrer den kunstneriske disciplin at lade historiske lag, litteratur, musik og poesi smelte sammen med landskab og arkitektur.
- Hans tilgang er underspillet, ofte næsten usynlig, men efterlader et varigt indtryk, der giver brugerne en følelse af samhørighed og nærvær med omgivelserne, siger Johnny Svendborg, forperson for Arkitektforeningen.
- Projekter som Domkirkepladsen i Ribe, byrum i Christiansfeld, Sankt Annæ Plads og Vestled i Hvide Sande er eksempler på hans bredde inden for landskabsarkitekturen, hvor han formår at tænke både kunstnerisk og praktisk, tilføjer han.
Om anerkendelsen siger Torben Schønherr:
- Jeg er virkelig glad og stolt over at komme med i så flot et selskab. Det er jo ikke en overbrugt medalje, og det gør det ekstra ærefuldt.
Fire årtier med kærlighed til landskabet og kunsten
Torben Schønherr begyndte sin karriere som tømrersvend og konstruktør, inden han blev optaget på Arkitektskolen Aarhus – et vendepunkt, der åbnede døren til en karriere, som har strakt sig over mere end fire årtier.
Siden da har hans tegnestue Schønherr, som han grundlagde i 1984, stået bag en lang række markante projekter – fra byrum og kunstværker til kirkegårde, sygehusbyggeri, kulturbyggerier og infrastruktur.
Op gennem 1990'erne voksede tegnestuen Schønherr til 60 medarbejdere, og projekterne voksede sig tilsvarende større, hvilket krævede mange forskellige kompetencer. Men det er kærligheden til landskabet og kunsten, han fremhæver, når han kigger tilbage på sin karriere.
I løbet af Torben Schønherrs virke, er der sket et stort skifte inden for landskabsarkitekturen:
- Da jeg forlod Arkitektskolen i Aarhus, var det svært at få landskabsarkitekturen til at fylde. Vores fag blev betragtet som noget der kom til sidst, når alt andet var på plads. Nu er det erkendt, at naturen er en nødvendighed, som alt andet skal indpasse sig i.
- Vi har bevæget os væk fra, at naturen er noget, vi forbruger, til noget umisteligt som omfatter alt, siger Torben Schønherr, der også glæder sig over den grønne trepartsaftale:
- Det er jo helt fabelagtigt, at det nu ser ud til at kunne lade sig gøre. Vi skal meget langt tilbage i tiden, for at se de landskaber, vi nu får tilbage. Danmark var tæt på at blive en ørken, da vi begyndte at fælde skovene for at dække menneskets behov.
- Det er godt, at vores land nu igen får lov til at være andet end svineproduktion. Tænkt at vi skulle opleve det. Det viser at der er håb, siger han.
Æresmedaljen er Arkitektforeningens fineste pris og har været uddelt siden 1927.
Æresmedaljen kan tildeles Arkitektforeningen medlemmer samt institutioner, som Arkitektforeningen ønsker at vise en særlig udmærkelse, og som har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats inden for arkitektfagets områder.
Med Æresmedaljen følger et livslangt medlemskab af Arkitektforening som æresmedlem.
Det er Arkitektforeningens bestyrelse, der indstiller medlemmer til Æresmedaljen, som endeligt vedtages af foreningens repræsentantskab på 56 kolleger fra arkitektfaget.
Æresmedaljen er de seneste fire år tildelt:
Arkitekt MAA Anne-Grethe Foss 2020
Arkitekt MAA Lene Tranberg 2021
Arkitekt MAA Jens Thomas Arnfred 2022
Formand for Europa Kommissionen Ursula von der Leyen 2023
Æresmedaljen er ikke før tildelt en landskabsarkitekt.
Torben Schønherr CV
Fødested: København, 18 november 1943
Uddannelse:
Tømrer 1965,
Konstruktør 1968,
Arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus 1975
Landskabsarkitekt, grundlægger af firma Schønherr 1984
Hædersbevisninger:
2023 Modtager Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds Hæderslegat
2022 Udnævnes til ridder af Dannebrogordenen
2021 Modtager Statens Kunstfonds livsvarige ydelse
2021 Fredensborg Slotshave tildeles Europa Nostra prisen
2017 Modtager C.F. Hansen Medaillen
2015 Christiansfeld udpeget til verdenskulturarv af Unesco
2013 Modtager Brolæggerprisen 2013 for Ribe Domkirkeplads
2011 Modtager Landskabsprisen for Store Torv Aarhus festuge 2010
2007 Modtager Kolding Kommunes arkitekturpris 2007 for 'Prætoriustorvet i Christiansfeld'
2007 Modtager Havekulturfondens Hæderspris
2005 Modtager Københavns Kommune forskønnelsespris for Bertel Thorvaldsens Plads
2003 Modtager Eckersberg Medaillen
1993 Modtager Nykredits Arkitekturpris
Tillidshverv:
2014-2018 Medlem af Arkitekturudvalget under Statens Kunstfond
2010-2014 Medlem af Akademiraadet for de skjønne kunster
2000-2002 Formand for Statens Kunstfonds udsmyknings-indkøbs-og legatudvalg
1999-2000 Medlem af Statens Kunstfonds udsmyknings-indkøbs-og legatudvalg
1996-2010 Medlem af Akademiraadets udvalg for kirkekunst
1993-1996 Medlem af Akademiraadets udvalg for landskabs-og havekunst 1992-1996 Medlem af Danske Landskabsarkitekters styrelse 1985 Optaget i Kunstnersamfundet, arkitektsektionen FAGDOMMER OG CENSOR Arkitektfagdommer ved offentlige arkitektkonkurrencer Medlem af Akademiraadets censorkorps
-dc