Ardex får ny direktør for Norden og Baltikum- Byggebranchen har det svært - men der er stadig et marked for os i Premium segmentet, siger ny adm. dir. for Ardex, Christian Fuglsang Stigel.

Ardex får ny direktør for Norden og Baltikum

Christian Fuglsang Stigels første opgave bliver at lede Ardex sikkert igennem den aktuelle turbulente udvikling i byggebranchen i Norden og Baltikum

Christian Fuglsang Stigel tiltrådte 1. november som adm. direktør for Ardex i Norden og Baltikum.

Foruden sit virke i Norden og Baltikum tiltræder den 41-årige nyudnævnte direktør, der har en fortid hos bl.a. Saint-Gobain og Knauf, også som operationel direktør for Ardex i Danmark.

Ifølge hovedpersonen selv bliver den primære opgave indledningsvist at forsøge at lede Ardex sikkert igennem den for tiden turbulente udvikling i byggebranchen i Norden og Baltikum. Selv har han dog større ambitioner på virksomhedens vegne.

- Ardex etablerede sig i Danmark og i resten af regionen for mere end 55 år siden. Det har naturligvis ikke altid været en dans på roser. Omvendt har Ardex bevist igen og igen, at leverer man kvalitetsløsninger, og satser man på opbyggelsen og styrkelsen af stærke relationer, ja så vækster man – som virksomhed, sammen med sine samarbejdspartnere og ikke mindst sammen med sine medarbejdere, siger Christian Fuglsang Stigel.

Ardex i Norden og Baltikum, som primært er kendt for at levere højkvalitets spartel-, klæbe- og fugemasser til professionelle, er den forlængede arm af Ardex GmbH, som i dag beskæftiger mere end 4000 medarbejdere globalt.

-dc

9/11 2023