Gigantvogntog får omkoblingsmulighed ved Vejle
Vejdirektoratet har i denne uge åbnet en ny omkoblingsplads ved Vejle Ø, som giver transportører bedre muligheder for at bruge de længere og mere effektive EMS2-/dobbelttrailervogntog og derved transportere mere gods ad gangen
Siden efteråret 2025 har Vejdirektoratet været i gang med at anlægge pladsen ved Vejle Ø, som ligger cirka 2,5 kilometer fra tilslutningsanlæg 59 ved Hornstrup. Pladsen ligger på et areal på cirka 10.000 kvadratmeter, og pladsen er etableret som led i udvidelsen af forsøgsordningen med EMS2-vogntog.
Den nye plads skal gøre det lettere for vognmænd og distributører at koble vogne fra eller til, inden lastbilerne fortsætter på det øvrige vejnet som almindelige lastbiler eller som modulvogntog, også kaldet EMS1-vogntog.
34 meter afmærkede båse
På pladsen er der afmærket båse på 34 meter, hvor chaufføren kan til- eller frakoble dele af de lange vogntog. Den nye plads er åben for alle transportører, der kører med EMS2-vogntog.
Siden 2024 har det været muligt at køre med EMS2-vogntog på strækningen mellem Aarhus og Høje Taastrup, samt videre til Sverige, som led i en forsøgsordning.
Med den nye omkoblingsplads i Vejle, der har kapacitet til at seks EMS2-vogntog kan omkoble samtidig, bliver ordningen altså udvidet yderligere.
Vejdirektoratet er også ved at færdiggøre en lignende omkoblingsplads ved Tietgenbyen ved Odense, som efter planen står klar inden sommeren.
Fakta
• Udtrykket EMS anvendes i EU-sammenhæng om konceptet European Modular System, som er vogntog, og består af mere end to køretøjsmoduler, hvor containere, lad mv. kan anvendes i intermodale transporter, herunder i forbindelse med jernbane- og skibstransport.
• EMS-vogntog er længere end konventionelle vogntog.
• EMS1 er betegnelsen for lange modulære vogntog med en totallængde op til 25,55 meter og EMS2 er betegnelsen for modulære vogntog over 25,55 meter, afhængig af varianter og regler i de enkelte lande.
• EMS2 må være op til 34 meter og op til 74 tons. Det stiller særlige krav til vejnettet, da de lange vogntog skal kunne dreje og parkere. Det godkendte vejnet er derfor særligt indrettet til EMS2.
DanB