scroll
Aarsleff på tysk havneeventyrByggestart forventes i slutningen af 2025, og færdiggørelsen er planlagt til 2030.

Aarsleff på tysk havneeventyr

Dansk ekspertise vil blive anvendt på renoveringen af Salzgitterkai, hvor opgaven omfatter renovering af cirka 800 løbende meter

Salzgitterkai, Sandauhafen, Hamborg. I dag omladningsområde for kul og jernmalm – men om nogle år også skueplads for et spektakulært renoveringsprojekt.

I dag fremstår kajen nemlig i en tilstand, der kræver nye tiltag, da de ydre rammebetingelser og belastninger har ændret sig gennem årtierne.

Aarsleff er blevet valgt som partner til renoveringen af cirka 800 løbende meter kaj.

Det vil foregå i et samarbejde med Hochtief Infrastructure GmbH – i en integreret projektalliance – som også tæller to rådgivende ingeniører, en virksomhed specialiseret i ammunitionsrydning samt bygherren Hamburg Port Authority – HPA.

Projektet starter nu med ipa-fase 1 for planlægning og optimering samt fastsættelse af omkostninger. Fase 2 og dermed byggestart forventes i slutningen af 2025, og færdiggørelsen er planlagt til 2030.

Partnerskabsmodel, kompleksitet og omfang er tre nøgleord, der karakteriserer projektet.

- Gennem årene har vi opbygget stærke fagkompetencer, samarbejdsevner og erfaringer i udførelse og projektledelse af marine konstruktioner, havne og broer.

- Blandt andet vores projekt ved Masthuggskajen i Göteborg har overbevist Hochtief Hamburg om, at Aarsleff, og ikke mindst vores kvalificerede danske og tyske medarbejdere, er den rette partner til et projekt som Salzgitterkai. Det er vi meget stolte af, siger Jesper Pilegaard, vicedirektør i Aarsleff Fundering. 

Projektets kompleksitet består blandt andet i, at kajanlægget vil forblive i drift under hele renoveringen. Projektets fremdrift skal derfor planlægges ekstra omhyggeligt, så de kajanlæg, hvor der ikke foregår renoveringsarbejder, forstyrres mindst muligt.

En anden omstændighed, der får projektet til at skille sig ud, er det innovative partnerskab, som Aarsleff indgår i – en såkaldt ipa-model, mellem Hamburg Port Authority og de tre partnere.

Der er tale om et joint venture mellem Hochtief Infrastructure GmbH og Per Aarsleff A/S, som er ansvarlige for byggeriet, mens WIWA Kampfmittelbergung GmbH vil stå for planlægning af sprængstofundersøgelser samt eventuel rydning af sprængstoffer fra 2. verdenskrig.

Konsortiet Fichtner Water & Transportation GmbH og GRBV Ingenieure im Bauwesen GmbH & Co.KG vil stå for planlægningen.

-dc

5/9 2024