Altiflex tager hul på det tyske marked med ny partneraftale
Hvidovre-virksomheden Altiflex indleder sin internationale vækstrejse gennem et nyt samarbejde med Buildflex, der skal åbne døren til Europas største byggemarked
Efter flere års succes på de nordiske markeder tager Altiflex nu det første store skridt i virksomhedens internationale vækststrategi.
Med en ny partneraftale med den tyske virksomhed Buildflex etablerer Altiflex sig på det tyske marked, hvor entreprenører og bygherrer fremover får adgang til virksomhedens løsninger inden for blandt andet interimsaflukning, vindafskærmning og sikkerhedsafskærmning.
Den nye satsning markerer en vigtig milepæl for virksomheden med hovedsæde i Hvidovre. Tyskland er Europas største byggemarked og rummer et væsentligt større potentiale end de markeder, Altiflex hidtil har opereret på.
Bag Buildflex står Rolf Gøtze, som gennem mange år har arbejdet med forretningsudvikling og iværksætteri i Tyskland. Hos Altiflex ser man hans erfaring og indgående kendskab til markedet som en afgørende styrke i arbejdet med at etablere virksomheden syd for grænsen.
– Det tyske marked har været et strategisk fokusområde for os gennem længere tid. Derfor er vi meget tilfredse med nu at have fundet den rette partner til at hjælpe os ind på markedet. Rolf har et stærkt kendskab til det tyske marked, og det giver os et solidt fundament for at skabe vækst og få etableret vores løsninger, siger administrerende direktør Bjørn Baunbæk.
Ser stort potentiale
For Rolf Gøtze handler samarbejdet om at introducere løsninger, der kan bidrage til at modernisere byggeprocesserne på et marked, hvor traditionelle metoder fortsat fylder meget.
– Jeg ser et stort potentiale for Altiflex på det tyske marked. Mange steder arbejder de fortsat med mere traditionelle metoder, og her kan Altiflex' modulbaserede løsninger bidrage til både mere effektive byggeprocesser og bedre udnyttelse af ressourcerne. Derfor ser jeg et stærkt match mellem virksomhedens løsninger og mulighederne på det tyske marked, siger han.
Ifølge Altiflex passer virksomhedens produkter godt til de krav og behov, der præger den tyske byggebranche. Særligt fokus på sikkerhed, afskærmning og dokumentation på byggepladser gør markedet attraktivt for virksomheden.
Altiflex er blandt andet kendt for løsninger, der beskytter byggerier mod vind og vejr, reducerer energiforbruget i byggefasen og bidrager til et mere sikkert arbejdsmiljø. Netop disse områder forventes at skabe gode muligheder for vækst på det tyske marked.
– Det tyske marked passer rigtig godt til vores produkter. Kravene til sikkerhed og afskærmning fylder meget, og her kan vores løsninger gøre det lettere for entreprenører og bygherrer at leve op til kravene, siger Bjørn Baunbæk.
Selvom potentialet er betydeligt, er fokus i første omgang på at opbygge en stærk position og skabe relationer til kunder og samarbejdspartnere. Det kommende år skal bruges på at etablere et solidt fundament, som kan danne grundlag for yderligere vækst.
– Vi ser det her som et fantastisk første skridt. Det næste år kommer vi til at fokusere på at etablere os på markedet og skabe et stærkt fundament for den videre udvikling. Når først det er på plads, ser vi gode muligheder for at udbygge vores position yderligere, siger Bjørn Baunbæk.
Med etableringen i Tyskland tager Altiflex dermed hul på en ny fase i virksomhedens udvikling – og på ambitionen om at bringe danske løsninger til et af Europas mest attraktive byggemarkeder.
-kis