Daloc
Brobygning skaber trafikproblemer på motorvej ved HedenstedFoto: Vejdirektoratet

Brobygning skaber trafikproblemer på motorvej ved Hedensted

Brobygning og nedrivning ved Hedensted skaber trafikale udfordringer for motorvej

Af Dan Bjerring

I forbindelse med udbygningen af E45 Østjyske Motorvej fra fire til seks spor, skal den gamle bro for Gesagervej over motorvejen ved af- og tilkørsel ”58 Hedensted” rives ned

Både før, under og efter bronedrivningen vil der være gener og omkørsler for trafikanterne i området.

Netop ved Hedensted ligger motorvejen, til- og frakørslerne og den omkringliggende industri og bebyggelse meget tæt op ad hinanden.

Den sparsomme plads har stor betydning for de trafikale gener under vejarbejdet, mens Vejdirektoratet udbygger E45 Østjyske Motorvej til tre spor i hver retning.

Hårdt prøvede virksomheder og borgere
- Vi ved godt, at borgere og virksomheder i Hedensted allerede er hårdt prøvede. Og desværre bliver det hele lidt mere besværligt, før det begynder at blive bedre igen, fortæller projektchef John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet.

Frem til september er der flere gener, som trafikanterne i området bør forberede sig på.

Den nye bro er støbt og ligger hen over motorvejen i et niveau over dens endelige placering.

Når den nye bro fra mandag den 7. juli til torsdag den 10. juli bliver løftet til sin endelige placering mellem klokken 18:30 og 06:00, skal trafikanter i nordgående retning ud i en omkørsel.

Motorvejen er nemlig spærret forbi Hedensted i de tre perioder, så trafikanter vil blive ledt af motorvejen, rundt på omkørselsruten og tilbage på E45.

Find alternative ruter
Kan man undgå at køre på E45 ved Hedensted i aften- og nattetimerne i de dage, så opfordrer Vejdirektoratet til at vente eller finde alternative ruter.

Under bronedrivningen vil motorvejen være totalspærret mellem Hornstrup og Horsens S fra klokken 17:00 lørdag den 23. august og frem til søndag den 24. august klokken 09:00.

Mens motorvejen er spærret og broen rives ned skal trafikanter på E45 Østjyske Motorvej benytte en omkørsel mellem Hornstrup og Horsens S via rute 170.
Trafikanter, som ønsker at krydse E45 ved Hedensted kan i stedet benytte omkørsel via Ribevej.

Kan ikke bruge broen i tre uger
Den sparsomme plads og højdeforskellen mellem den nye og den gamle bro betyder, at det i en periode på cirka tre uger, efter den gamle bro er revet ned, ikke er muligt at køre over E45 ved Hedensted.

Det skyldes blandt andet, at man skal have udlignet højdeforskellen mellem den gamle og nye bro for Gesagervej.

Det vil være muligt at benytte til- og frakørsler ved Hedensted på hver side af motorvejen, men det vil ikke være muligt at krydse broen.

Broen på Gesagervej over E45 Østjyske Motorvej åbner igen efter planen mandag den 15. september klar til morgentrafikken

7/7 2025