Bureaukratisk bøvl koster SMV’er 30 milliarder kroner årligt
Kunstig intelligens kan ifølge Dansk Håndværk overtage nogle af de indberetninger, som virksomhederne tumler med
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge statsminister Mette Frederiksen bugner statskassen i en sådan grad af skatteborgernes og virksomhedernes penge, at økonomien ikke er noget problem – for det offentlige.
Det er derimod manglen på arbejdskraft, og det problem forværres de kommende år, hvor det danske arbejdsmarked ifølge prognoserne kommer til at mangle flere end 90.000 medarbejdere.
Det går hårdest ud over de mindre virksomheder, men direktør Morten Frihagen i Dansk Håndværk peger på en overset mulighed, når det gælder om at skaffe arbejdskraft:
35.000 fuldtidsstillinger
Han henviser til det enorme tidsforbrug, erhvervslivet bruger på at ’ansøge, indberette, dokumentere og beskrive’:
- Det er tid der går fra muligheden for at producere. Tilsvarende bruger det offentlige ressourcer på at behandle, vurdere og besvare materialet fra virksomhederne. Tid der går fra evnen til at servicere erhvervsliv og borgere, forklarer Morten Frihagen.
Erhvervsministeriet beregnede sidste år, at alene de små - og mellemstore virksomheder årligt bruger arbejdstid for 30 milliarder kroner på fakturahåndtering, bogføring og indberetning til myndighederne.
SMVdanmark har opgjort, at det offentliges krav om indberetninger, ansøgninger, tilladelser og dokumentation alene hos SMVerne beslaglægger omkring 35.000 fuldtidsstillinger.
Stol mere på lederne
Statsministeren har selv for et par år siden peget på, at offentligt ansatte bruger for meget tid på at registrere og dokumentere deres arbejde - fremfor at udføre det. Hun ville dengang afskaffe bureaukratiet og stole på medarbejderne:
- Men hvorfor ikke også stole lidt mere på lederne i de danske virksomheder. Her er jo et sted, hvor der kan frigøres tusindvis af ekstra medarbejdere. Det er naturligvis langt fra alle indberetninger og krav, som kan afskaffes, men nogle kan, og andre kan forenkles, gøres administrativt lettere eller indberettes for længere perioder ad gangen, lyder forslaget fra Dansk Håndværks direktør.
Jungle af små regler
Han henviser ikke mindst til den jungle af små regler, som tæller med:
- Er det nødvendigt at ansøge hver gang en mindre ændring skal foretages, en energiforbedring skal tilføjes, eller en opgave skal udføres. Stol på virksomhederne og lav krav om ansøgninger og tilladelser om til vejledninger. Lad kunstig intelligens overtage nogle af de indberetninger, som virksomhederne tumler med, og sæt ny teknologi til at hjælpe med den service, som ydes til borgere og erhvervsliv, opfordrer Morten Frihagen.
Rammer også borgerne
Og det er ikke bare virksomhederne, der kan få gavn af mindre bureaukrati. På en lang række områder møder den almindelige borger tilsvarende bøvl, som ny teknologi og brug af kunstig intelligens burde nedbringe.
Eksempelvis har borgerservice i de fleste kommuner lange ventetider. Borgerne skal derfor bestille tid i forvejen og så møde op - for det meste i arbejdstiden - for at få fornyet eksempelvis pas eller kørekort. På den måde koster de private gøremål også arbejdstid i virksomhederne:
- Politikerne må se at komme i gang med reelle lettelser af de administrative byrder. Start med at stole lidt mere på lederne i erhvervslivet men lad også kommunerne deltage med forslag til, hvor de mener at ansøgninger, dokumentation og sagsbehandling kan afskaffes, forenkles eller ændres til vejledninger, lyder opfordringen fra Dansk Håndværks direktør.