Byggebranchen er håbløs til digitalisering 74 % i byggebranchen er enten helt eller overvejende enige i, at kunstig intelligens kan effektivisere deres arbejde, mens 63 % også mener, at det kan løfte kvaliteten af leverancer. Foto: Colourbox.

Byggebranchen er håbløs til digitalisering

Den københavnske byggebranche ligger absolut sidst på Erhvervshus Hovedstadens årlige opgørelse over virksomheders evne og lyst til at udnytte moderne, digitale værktøjer

Af Daniel Christensen

Virksomheder i hovedstaden er gode til at benytte sig af værktøjer som kunstig intelligens til at digitalisere flere arbejdsopgaver og beskytte mod cybertrusler. Det viser det årlige Digitaliseringsbarometer, som Erhvervshus Hovedstaden står bag.

- Regionens virksomheder har styrket deres digitalisering, og AI er for alvor rykket ind på scenen. På blot to år er andelen af virksomheder, der anvender AI i høj eller meget høj grad, næsten fordoblet – fra 12 til 21 %.

- Det er særligt de større virksomheder, der generelt har en højere digitaliseringsgrad, som tager AI til sig. Og disse virksomheder planlægger yderligere investeringer i digitalisering, siger direktør i Erhvervshus Hovedstaden, Katrine Paaby Joensen.

Dog skiller byggebranchen sig markant ud og er ikke rigtigt hoppet med på vognen. Faktisk ligger byggeriet allersidst på listen over digitaliseringsparate virksomheder.

Blot 6 % af bygge- og anlægsbranchen har en høj grad digitaliseringsgrad, 19 % har en medium digitaliseringsgrad, mens 75 % har en lav digitaliseringsgrad. De tal er henholdsvis 8, 34 og 58 for detailhandlen, der ligger næstsidst på listen.

På Digitaliseringsbarometeret er der identificeret otte forskellige digitale kerneprocesser/funktioner, og kun inden for en enkelt af dem ligger bygge- og anlægsbranchen på niveau med de andre brancher i hovedstaden.

Således har 40 % af virksomhederne i byggeriet svaret, at de effektiviserer økonomi og administration med eksempelvis cloud computing (ekstern adgang i ’skyen’, e-faktura m.m.). Her er det generelle gennemsnit på tværs af brancher 42 %.

På fem andre kerneprocesser rangerer byggeriet nederst:

4 % styrker deres produkter/services/processer med kunstig intelligens (AI), f.eks. ChatGPT, visionssystemer, machine learning

1 % digitaliserer deres udviklingsprocesser f.eks. produktdesign, forretningskoncept, prototyping, augmented reality

1 % forbedrer deres fremstillingsprocesser med f.eks. robotter, simulering, planlægning, automatisering eller monitorering

3 % optimerer deres logistik og supply chain via digitale teknologier som f.eks. integreret ERP, block chain, robotter, Internet of Things m.v.

0 % benytter Big Data til at analysere og målrette deres markedsføring

Det er ikke første gang, byggebranchen skiller sig negativt ud som digitale analfabeter.

En Norstat-undersøgelse viste i sommer, at byggeriet generelt ligger sidst blandt 20 af landets største brancher i brugen af kunstig intelligens. Dengang udtrykte DI Byggeri dog håb om forbedring i fremtiden.

- Vi kan se i Byggeriets modenhedsmåling, at brugen af kunstig intelligens er steget markant de seneste år i vores branche. Alligevel er der mange håndværksvirksomheder, som endnu ikke har taget teknologien i brug.

- Det er ærgerligt, fordi ChatGPT og andre sprogmodeller med en lille indsats kan styrke både tilbudsgivning, kundekommunikation og planlægning. Håndværksmestre er ofte sene til at tage digitalisering til sig – de vil hellere være ude på byggepladsen, hvor de skaber værdi.

- Men kunstig intelligens er faktisk både billigt og let at bruge, så vi forventer, at langt flere vil tage det til sig i de kommende år, sagde Søren Cajus, chef for Teknologi og Byggeri hos DI Byggeri, dengang.

7/11 2025