Byggebranchens CO2-udledning er faldet med 78 procent siden 1990
Den grønne energiomstilling har båret størstedelen af faldet. De tilbageværende udledninger kræver et fokus på de ressourcer, der i dag bruges på tværs i branchen
CO2-udledningerne i bygge- og anlægssektoren er faldet med 78 % siden 1990. Reduktionerne forventes at nå 89 % i 2030 og 96 % i 2050.
Det viser en ny analyse fra Byggeriets Handletank for Bæredygtighed.
Den grønne energiomstilling har båret størstedelen af faldet. Men de resterende udledninger knytter sig i stigende grad til de materialer, der bygges med – særligt materialer produceret i udlandet. Derfor retter Handletanken fokus mod ressourceforbruget.
Jesper Kristian Jacobsen, adm. direktør i Per Aarsleff Holding og formand for styregruppen i Byggeriets Handletank for Bæredygtighed, siger:
- Bygge- og anlægssektoren er på rette spor mod Danmarks klimamål. Det skyldes i høj grad den grønne energiomstilling, men også en branche, der har ændret både tankegang og praksis – med skærpede krav til materialevalg og systematisk brug af klimadata.
- Det er et stærkt udgangspunkt. Men vi er langt fra i mål. De næste reduktioner kræver, at vi tager fat på, hvad vi bygger med, og hvordan vi bygger – og at vi bruger ressourcerne langt mere effektivt.
De store reduktioner skyldes først og fremmest den grønne omstilling af energisystemet, og at produktionen af byggematerialer i Danmark bliver stadig grønnere.
Samtidig har skærpede krav og nye værktøjer som livscyklusvurderinger ændret praksis i branchen. Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren har været en drivende ramme for den indsats.
Men sektorens samlede klimaaftryk er langt større end de danske tal alene – fordi det også omfatter store udledninger fra materialer fremstillet i udlandet.
Derfor fylder de materialer, der bygges med, stadig mere i klimaregnskabet: hvor de hentes, produceres og indgår i byggeriet, og hvad der sker med dem, når en bygning renoveres eller rives ned.
Det gør valget mellem at renovere og transformere – eller rive ned og bygge nyt – til et af sektorens vigtigste ressourcespørgsmål.
Bygge- og anlægssektoren tegner sig for godt en tredjedel af Danmarks samlede materialeforbrug og omkring 40 % af alt affald. Størstedelen af materialerne bruges kun én gang.
Det lægger pres på de naturområder, råstofferne udvindes fra, og betyder samtidig, at værdifulde materialer går tabt i stedet for at blive genbrugt.
En mere effektiv brug af ressourcer kan ændre det billede og på en gang reducere de resterende CO2-udledninger, styrke den cirkulære økonomi og mindske presset på biodiversiteten.
- Vi har konkrete bud på, hvordan vi kommer videre: bedre dimensionering, mere genbrug og genanvendelse og bygninger, der fra starten er designet til at kunne skilles ad igen. Det kræver, at vi tænker hele levetiden med, fra første streg på tegnebrættet til den dag, materialerne skal bruges igen, siger Jesper Kristian Jacobsen.
-dc