bygma
bygma
scroll

Byggeriet er blevet mere it-bevidst

Håndværksbranchen er blevet meget mere it-bevidst, så Danmarks mest it-parate håndværksvirksomheder er blevet fundet i et skarpt felt

For tredje år i træk bliver fem priser uddelt til de mest it-parate håndværksvirksomheder i Danmark. Priserne går til de virksomheder i byggeriet, der er længst fremme med at bruge it-værktøjer inden for fem centrale områder.

It-værktøjer er for alvor blevet en del af virkeligheden inden for byggeriet, og en ny it-analyse fra Dansk Byggeri peger på øget digitalisering inden for en lang række områder som eksempelvis tidsregistrering. Derfor har der været mange kvalificerede kandidater til priserne som de mest it-parate håndværkere, der bliver officielt overrakt i februar 2017.

- Vi honorerer de virksomheder, der har forholdt sig til sit behov, og som benytter det it-værktøj, der bedst understøtter behovet og spiller godt op mod forretningen. Har man tænkt i processer, før man vælger it-system, bliver resultatet som regel det bedste, og det er en rød tråd blandt vinderne på tværs af kategorierne i konkurrencen, siger direktør i it-rådgivningsfirmaet Basit, Martin Profit Jakobsen, der er med til at uddele priserne.

Højere it-modenhed
Dansk Byggeris undersøgelse fra oktober 2016 peger på, at organisationens medlemmer har en højere it-modenhed i forhold til for få år siden. Der er ganske enkelt flere virksomheder, der i dag bruger it-værktøjer, og det har skubbet til holdningerne i byggeriet.

- Erfaringer med effektive it-værktøjer får håndværksvirksomhederne til at overveje, om der findes flere systemer og processer, der kan understøtte forretningen. Vi oplever blandt andet, at vores medlemmer har stor interesse i at overføre data fra byggepladserne til administrationssystemet i takt med udbredelsen af smartphones og tablets, og det skal gerne være i integrerede systemer, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.

Én sammenhængende løsning
Netop integration af it-værktøjerne er et nøgleord for EG Byg & Installation, der udvikler sin brancheløsning i tæt samarbejde med brugergrupper i branchen. It-leverandøren ser en sammenhæng mellem, at de håndværksvirksomheder der arbejder målrettet med at styre processerne, også er dem, der klarer sig bedst i branchen. Og sammenlignet med sidste år har EG Byg & Installation konstateret en markant fremgang i timeregistreringerne blandt kunderne.

- Optimalt set understøtter it-systemet hele byggeprocessen i én sammenhængende løsning. Samtidig skal it-systemet kunne vokse og flytte sig i samme hastighed som den enkelte håndværksvirksomhed. Det gælder både i forhold til virksomhedens størrelse, arbejdsopgaver og processer, men også i forhold til medarbejdernes it-parathed og den teknologiske udvikling generelt, siger direktør Brian Sørensen hos EG Byg & Installation, der lige som sidste år havde leveret it-systemer til tre ud af de fem priser prisvindende håndværksmestre.

De mest it-parate virksomheder er:

Tilbudsgivning: Vam A/S
Planlægning: Tømrermester Jakob Ebbesen ApS
Udførelse: Malmos A/S
Aflevering: Thomas Wils A/S
Administration: Cawo A/S

Årets vindere får overrakt priserne på Dansk Byggeris it-messe på Teknologisk Institut i Taastrup den 7. februar og i Aarhus den 8. februar 2017.

-los

12/12 2016