Byggeriet er mestre i at omdanne innovation til konkrete resultater
Danmark har stærk forskningskapacitet, men et uforløst potentiale: Ekspertise og gode idéer går tabt, før de skaber økonomisk værdi og styrker konkurrenceevnen, viser ny rapport. I byggebranchen er historien dog en anden
Rapporten ’Meget mere end forskning - Fra innovationskløft til konkurrenceløft’ peger på innovationskløfter, hvori viden går tabt på vejen fra forskning til marked.
- Dem er der flere af, og dem kender vi også til i bygge- og anlægsbranchen, hvor marginerne er små og midlerne til at investere i teknologi og teste nye løsninger kan ligge på et lille sted, siger Christina Hvid, der er direktør i byggeriets videncenter, Molio.
Ikke desto mindre lykkes branchen i stigende grad med at omsætte viden til erhvervskraft. Det sker gennem fokuserede, problemdrevne og afgrænsede projekter, hvor forskere, teknologileverandører og branchens virksomheder sidder ved samme bord.
Rapporten blev udgivet i juni 2025 af Deloitte og Pómus med støtte fra Industriens Fond.
Molio har sammen med Industriens Fond, Realdania, Knud Højgaards Fond og Rambøll Fonden udviklet den uafhængige udviklingsplatform ConTech Lab, hvor test-og demonstrationsprojekter kan gennemføres, og hvor der er råd til at blive klogere.
- Med sådan et safe space, hvor aktører fra hele byggeriets værdikæde kan mødes og samarbejde om fælles udfordringer, kan vi kortlægge vejen fra forskning til værdi, siger Nanna Birkedal, netværksdirektør i ConTech Lab.
- Mens politisk retning er afgørende på nationalt plan, oplever byggebranchen konkrete resultater i praksis. Vi kan efterhånden hive mange eksempler op ad rygsækken, hvor projekter – funderet i viden, men målrettet markedet – kan lukke innovationskløfter og gøre forskning til konkurrencekraft. Det, der skal til nu, er, at vi løfter til stor skala, tilføjer hun.
ConTech Lab og en række pionerprojekter viser, hvordan forskning og nye teknologier kan løftes fra prototype til praksis og skabe både bæredygtighed og forretningsværdi. Men eksemplerne er stadig for få og for spredte.
- Skal effekten blive reel og mærkbar på nationalt plan, kræver det, at de gode erfaringer skaleres, og at samarbejdsmodellen gøres til normen snarere end undtagelsen, siger Christina Hvid, og henviser til, at netop det er et stærkt fokusområde for ConTech Lab.
Byggebranchen viser i praksis, at innovationskløfter kan lukkes – og at forskning og teknologi kan omsættes til standarder, nye forretningsmodeller og styrket bundlinje. Men hvis Danmark for alvor skal høste gevinsterne, kræver det mere end spredte pilotprojekter.
Rapportens budskab er klart: Råderummet, idéerne og kompetencerne er på plads, men modet til at investere klogt og koordinere på tværs af forskning, erhverv og stat mangler.
Danmark kan vælge at se til, mens andre nationer løber med markedsandele og teknologisk dominans. Eller gøre det, byggeriet allerede har vist i mindre skala: satse fælles, teste i virkeligheden og omsætte viden til konkurrencekraft.
Projekter i ConTech Lab
ConTech Lab faciliterer og leder projekter med fokus på øget digitalisering, effektivisering og bæredygtighed i byggebranchen. Forskningsbaseret viden og nye teknologier afprøves i praksis i tæt samarbejde med byggeriets virksomheder, vidensinstitutioner og teknologileverandører.
Det har blandt andet resulteret i:
UrbanBioScore: Udviklet i samarbejde med Aarhus Universitet, giver brancheanerkendt standard for hvordan vi måler biodiversitet i byer, og er allerede en del af DGNB-manualen.
Operationelle anbefalinger: BUILD, Aalborg Universitet har testet betontørring og energistyring, som heraf kan levere operationelle anbefalinger til entreprenører.
Minimering af ressourcer på byggepladsen: Sensorer og software har overvåget byggepladsers ressourceforbrug, så bygherrer kan dokumentere og nedbringe affald – giver mulighed for smartere drift og målrettet rapportering.
-dc