Den danske byggebranche vil have cirkulært byggeri

Den danske byggebranche vil have cirkulært byggeri

Cirkulær økonomi er for alvor kommet på den politiske dagsorden herhjemme – også i byggeriet. Torsdag d. 26. januar samles 120 nøgleaktører fra byggebranchen for sammen at løfte de cirkulære ambitioner

Kina har på tre år brugt mere beton end USA gjorde i hele forrige århundrede og frem mod 2050 vil antallet af folk, der bor i byer stige med over 2,5 mia. Herhjemme udgør affald fra byggeri og anlæg f.eks. 45 % af affaldet alene i Københavns Kommune.

Den udvikling har massive økonomiske og miljømæssige konsekvenser. Det kræver radikal nytænkning i den måde vi designer, bygger, bruger og genanvender bygninger på.

Innovationsprojektet Sustainable Build sætter i 2017 fokus på genanvendelse og cirkulær økonomi i byggeriet. Sammen vil partnerne skabe nye løsninger og hjælpe konkrete innovatører med cirkulære løsninger ind på markedet.

- Alene i Danmark produceres der 1,3 mia. tons affald om året, hvoraf bygge- og anlægssektoren står for en tredjedel. Samtidig stiger efterspørgslen på byggematerialer globalt. Men vi mangler konkrete svar på, hvordan affald kan tænkes som en ressource, og hvordan vi integrerer cirkulær økonomi i byggeriets værdikæde, siger Michael Aastrup, Nordic Segment & Key Account Director hos Tarkett.

Store gevinster for byggeriet
Der er store økonomiske gevinster at hente for byggeriets aktører ved at øge genbrug og genanvendelse af byggematerialer. Den grønne tænketank Ellen MacArthur Foundation peger på et uforløst potentiale på op imod 9 mia. kr. om året ved at styrke byggeriets cirkulære økonomi og vurderer byggebranchen som den sektor med størst potentiale for cirkulær økonomi. Men for at løfte udfordringen, må branchen finde løsningerne i fællesskab:

- Hos Pension Danmark er vi meget optagede af, hvordan vi kan drive den bæredygtige udvikling længere frem. Byggebranchen er den branche med størst belastning af miljøet, men vi kan ikke drive den bæredygtige udvikling alene. Derfor er samspil og mødet med branchen gennem initiativer som Sustainable Build meget værdifulde for at blive bedre på området, siger Marius Møller, ejendomsdirektør hos Pension Danmark.

Byggebranchen trækker selv i arbejdstøjet
Dansk byggeri til have cirkulært byggeri, og det kræver en fælles indsats for at omstille værdikæden. Derfor trækker alle byggeriets aktører i arbejdstøjet til Sustainable Build Summit. Det er alt fra bygherrer og arkitekter til producenter, leverandører og lovgivere, som sammen skal arbejde med konkrete bud på, hvordan branchen kan genanvende byggematerialer, og hvilke ændringer det kræver for de forskellige led i byggeriets værdikæde. Deltagerne bliver bl.a. stillet overfor konkrete cases for at finde frem til, hvordan de kan genbruge og genanvende elementer og materialer fra eksisterende bygninger.

- Byggeriet er fyldt med komplekse systemer, krav og processer, og hvis vi for alvor skal lykkes med en bæredygtig omstilling, skal det være lettere både for iværksættere at komme på markedet med nye materialer og løsninger, og for bygherrer at nå helt i mål med bæredygtige visioner. I Region Midt vil vi være med til at skubbe på den udvikling, sammen med alle de gode partnere i Sustainable Build, siger Elinor Bæk Thomsen, chefkonsulent i Region Midtjylland.

Kalder på alle innovatører med gode ideer
På Summit lancerer projektet også årets Innovationsudfordring 2017. Her kan alle virksomheder, iværksættere og innovatører deltage med deres produkt eller løsning inden for årets tema. Partnerne bag Sustainable Build udvælger de 10 bedste innovationer, der får hjælp til at accelerere og skalere deres idé samt adgang til nye potentielle samarbejdsaftaler.

- Jhn

Fakta:

Cirkulær økonomi er for alvor kommet på den politiske dagsorden herhjemme – også i byggeriet. Torsdag d. 26. januar samles 120 nøgleaktører fra byggebranchen for sammen at løfte de cirkulære ambitioner og potentialer, som skal omsættes i praksis. Det sker til arrangementet Sustainable Build Summit.

19/1 2017