Det intelligente skur reducerer energiforbruget med 30 procent Sådan ser GSV's Energi Dashboard.

Det intelligente skur reducerer energiforbruget med 30 procent

GSV Materieludlejning har udviklet en datadrevet løsning, der forvandler en af byggepladsens mest oversete energislugere til en dokumenterbar CO2-besparelse og reducerer, hvad der svarer til to personers gennemsnitlige elforbrug om dagen

På byggepladserne er det typisk de store maskiner, der løber med opmærksomheden, når der skal skæres i energiforbruget. Men en af de største energislugere står et helt andet sted: i skurbyen.

Skurvogne og skurbyer tegner sig ofte for 30–50 % af byggepladsens samlede energiforbrug, fordi de er i drift døgnet rundt – særligt i vinterhalvåret, hvor opvarmning er dyr og energikrævende.

Nu har Adapt i samarbejde med GSV Materieludlejning udviklet en digital IoT-baseret løsning, der gør den traditionelle skurvogn intelligent. Løsningen er implementeret, og på nuværende tidspunkt er der 500 intelligente skurvogne i drift på tværs af danske byggepladser.

Effekten kan allerede dokumenteres: en reduktion i energiforbruget på 30 % pr. skur (9,5 kWh om dagen). Det svarer til det elforbrug, der bruges på at se fjernsyn i 100 timer eller køre 10 omgange med opvaskemaskinen.

Med 500 intelligente skurvogne i drift er det samlet set en årlig besparelse på det, der svarer til omkring 432 danske husstandes gennemsnitlige elforbrug på et år.

Løsningen, der går under navnet Det intelligente skur, forvandler mobile skurvogne til opkoblede, datadrevne enheder. Hver skurvogn er udstyret med IoT-sensorer, der overvåger temperatur og strømforbrug time for time, magnetsensorer i døre og vinduer samt en central IoT-gateway, der styrer varmepumpe og klimaregulering.

Systemet reagerer automatisk på forbruget:

• Hvis døre eller vinduer står åbne for længe, slukkes varmen automatisk

• Temperaturen sænkes hver aften for at undgå unødigt energiforbrug

• Klimastyringen kan skemalægges efter det faktiske brug

Alle data samles i GSV's energi-dashboard, hvor byggeledelsen i realtid kan følge forbrug, temperaturer og CO2-aftryk samt justere indstillinger efter behov.

Dermed flyttes intelligent varmestyring – som hidtil primært har været forbeholdt permanente bygninger – ud i de midlertidige byggepladsmoduler.

Samarbejdet mellem GSV og Adapt begyndte i 2019 med lanceringen af GSV’s første bookingapp og webshop. I 2024 blev energi-dashboardet og Det intelligente skur lanceret, og nu er de første resultater fra løsningen altså tjekket ind.

Teknologisk kombinerer løsningen IoT, cloud-platform og traditionelle skurmoduler i en samlet platform. Det innovative ligger ikke i en ny sensor, men i den måde, som en kendt teknologi er integreret og gjort operationel i en mobil kontekst. 

Skurvognen er ikke længere en isoleret facilitet, men en del af et digitalt dataøkosystem, hvor energiforbrug og klimaaftryk visualiseres og gør det overskueligt at reducere energiforbruget.

For GSV er løsningen samtidig et skridt i transformationen fra traditionel materieludlejning til SaaS-udbyder med digitale services og emissionsreducerende løsninger som en integreret del af forretningen.

Efterspørgslen er stigende, og ambitionen er at gøre omkring 4000 skure intelligente i den kommende periode

Energibesparelser fra ‘Det intelligente skur’ svarer i tørre tal til:

• Ca. 289 kWh pr. måned pr. skur

• Ca. 3.468 kWh pr. år pr. skur

• Ca. 0,42 ton CO2-reduktion årligt pr. skur

• En årlig besparelse på omkring 1,73 GWh elektricitet (500 skurvogne)

• Cirka 208 ton CO2 (500 skurvogne)

-dc

21/4 2026