DGI's nye landskontor er Danmarks første svanemærkede kontorrenoveringMødelokalet Klubhuset ligger på fjerde sal. Det et af de mødelokaler på det nye landskontor, hvor der er plads til at holde møder med mange deltagere.

DGI's nye landskontor er Danmarks første svanemærkede kontorrenovering

Det nye landskontor i Vejle Centrum skal være et samlingssted for alle, der udvikler og styrker idrætsforeningerne

Det tager cirka et minut at gå fra Vejle Banegård til hovedindgangen på DGI’s nye landskontor. Her får DGI Landsplans cirka 165 medarbejdere base, og samtidig er der masser af plads til møder og samarbejde. 

Med beliggenheden centralt i Vejle og lige ved banegården er det en klar ambition, at huset bliver et naturligt mødested for alle i idrætsorganisationen og eksterne samarbejdspartnere.

- DGI’s landskontor er et vigtigt samlingspunkt for hele DGI. Med indflytningen i nye og moderne faciliteter her midt i Vejle vil vi fortsat styrke drift, udvikling og forbindelser i hele organisationen, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Med placeringen centralt i landet er ambitionen, at landskontoret bliver et naturligt samlingspunkt for DGI’s 14 landsdelsforeninger, samarbejdspartnere og andre aktører. 

Herfra skal DGI understøtte og styrke DGI’s over 6700 idrætsforeninger med 1,99 millioner medlemmer og sætte fællesskabet og idrættens bidrag til samfundet i centrum.

- Vi har store ambitioner om at bidrage til såvel nationale som lokale dagsordener, hvor idrætsforeninger og fællesskaber er væsentlige i både løsning af samfundsudfordringer og i indfrielse af idrætspotentialer. 

- Derfor vil vores nye kontor også blive samlingssted for samarbejde med foreninger, organisationer og aktører rundt om DGI, siger Charlotte Bach Thomassen.

Den nye, centrale placering gør det også lettere for DGI’s ansatte og gæster at tage offentlig transport til og fra landskontoret, ligesom renoveringen af kontorbygningen er foregået med stort fokus på bæredygtighed.

Renoveringen af landskontoret er Danmarks første svanemærkede kontorrenovering. DGI får overrakt certifikatet af Miljømærkning Danmark i forbindelse med den officielle indvielse af det nye domicil, fortæller DGI’s vicedirektør Søren Hjørlund:

- Vi er stolte af, at vores nye landskontor er Danmarks første svanemærkede kontorrenovering, og at DGI dermed går forrest på bæredygtighedsdagsordenen. Den svanemærkede renovering betyder blandt andet, at vi kan dokumentere et lavt energiforbrug og et godt indeklima, siger Søren Hjørlund.

Renoveringen har stået på i over et år. Projektet er ikke blot Danmarks første svanemærkede kontorrenovering – det er samtidig den første svanemærkede kontorrenovering i Norden efter nye skærpede krav, herunder krav til materialevalg, energiforbrug, indeklima og cirkulær økonomi.

- Bygningen er energioptimeret og har et lavt energiforbrug efter renoveringen.

- Bygningen har et godt indeklima og lave emissioner af farlige kemikalier.

- Bygningen er miljøkortlagt, og sundheds- og miljøfarlige stoffer samt affald er bortskaffet på korrekt vis.

- Byggeprodukter, materialer og kemiske produkter opfylder høje miljø- og sundhedsmæssige krav.

- Renoveringen har fremmet genbrug af byggeprodukter og materialer.

Med åbningen af det nye landskontor siger DGI farvel til landskontoret igennem 30 år i Vingsted. Her sad medarbejderne i to forskellige bygninger, nu samles de under et tag.

Renoveringen af Havneparken 14A er foregået i et tæt samarbejde med Ravn Arkitektur, Miljømærkning Danmark og Ove Larsen fra Vejle som hovedentreprenør på byggeriet.

Renoveringen har betydet en gennemgribende modernisering og samling af tre bygninger på samlet 3518 m2. Den oprindelige bygningskonstruktion er bevaret, men der er bl.a. bygget et nyt indgangsparti, hvor elevatoren er flyttet. 

Der er skiftet vinduer, indsat en ny elevator og etableret ovenlys. Indvendigt er der tale om en totalrenovering og ombygning, herunder udskiftning af CTS-styret ventilationsanlæg og tekniske installationer.

Landskontoret er arbejdsplads for DGI Landsplans ca. 165 medarbejdere. Der er 155 arbejdsstationer, reception og mødecenter, kantineområde og auditorium med plads til 99+, 20 møde- og projektlokaler, aktivitetsrum, omklædningsfaciliteter og tørrerum.

-dc

20/4 2026