Efterspørgslen på håndværkere normaliseres
Boligejernes rekordhøje efterspørgsel på håndværkere var svagt faldende i sidste kvartal
Fyldte ordrebøger hos håndværkerne og rekordhøj renoveringsiver blandt boligejerne har kendetegnet byggebranchen den sidste lange tid, men det ser ud til at vende nu.
3byggetilbud.dk, der formidler bygge- og renoveringsopgaver, oplever nemlig et fald i antallet af indsendte byggeopgaver på 25 procent, når de sammenligner 1. kvartal af 2021 med 3. kvartal.
- Danskerne lægger i højere grad boligprojekterne på hylden, nu hvor samfundet igen er åbnet op, og vi ikke opholder os i hjemmet på samme måde længere, mener Nynne Groth Hallander, kommunikationsansvarlig hos 3byggetilbud.dk.
Hun nævner dog, at ikke alle brancher er påvirket af den faldende efterspørgsel.
3byggetilbud.dk har eksempelvis formidlet 31 procent flere facaderenoveringsopgaver og 33 procent flere omfangsdræn i 3. kvartal 2021 sammenlignet med 1. kvartal.
Selvom et fald på 25 procent i byggelysten kan lyde markant, skal det ses i kontrast til en periode, hvor antallet af håndværkeropgaver eksploderede.
På trods af faldet forventer Nynne Groth Hallander, at 2021 med mere end 70.000 formidlede byggeopgaver bliver det største opgave-år nogensinde.
-pf