En af landets største renoveringer skydes i gang - her er holdet bag
På den københavnske vestegn skal 748 boliger fordelt på ca. 75.000 m2 renoveres frem mod 2034, og både totalrådgiver og underrådgivere er nu på plads
Link Arkitektur har sammen med Dominia, Pålsson Arkitekter, Opland Landskabsarkitekter og Teknologisk Institut vundet opgaven som rådgiverteam på renoveringen af HP4 Lavhusene i Brøndby Strand Parkerne.
Med 748 boliger fordelt på ca. 75.000 m2 er projektet en af Danmarks største renoveringer af alment byggeri og en central del af helhedsplanen, der skal give bydelen et markant kvalitetsløft til både boliger og landskab.
Projektet gennemføres i seks etaper med Boligselskabet Tranemosegård som bygherre, Bo-Vest som administrationsselskab og Kjølby Bygherrerådgivning som bygherrerådgiver.
- Vi er meget stolte over at være valgt som totalrådgiver på et projekt af denne skala og kompleksitet. Lavhusene er et eksempel på tidstypisk og nytænkende boligarkitektur formgivet ud fra en vision om fællesskab, lys og grønne landskaber.
- Vores opgave bliver at trække de oprindelige bygningsmæssige kvaliteter frem og samtidig tilføre nye, tidssvarende og bæredygtige løsninger – med respekt for områdets arkitektoniske identitet, siger Kristina Jordt Adsersen, administrerende direktør i Link Arkitektur.
Lavhusene er bygget mellem 1969 og 1973 og ligger som klynger omkring åbne, halvprivate gårdrum og strækker sig over hele Brøndby Strand-bebyggelsens længde. I alt består området af 15 lavhusklynger, hver med 4–6 selvstændige boligblokke organiseret omkring et indre gårdrum.
Lokalplanen peger på bebyggelsens særlige modulopbygning og materialitet som bevaringsværdig og som en væsentlig del af områdets kulturhistoriske og arkitektoniske fortælling.
Det vindende team bringer erfaring med transformation og helhedsrenovering af almene boligområder til projektet og arbejder både hver for sig og sammen på komplekse boligrenoveringer med bæredygtighed som omdrejningspunkt.
I øjeblikket udfører teamet den omfattende helhedsplanrenovering af Boligselskabet Tranemosegårds afdeling 6 i Brøndby.
Andre projekter omfatter den prisvindende boligrenovering af Kildeparken Afd. 52 i Aalborg Øst, Sønderparken i Fredericia og Sorgenfrivang – Danmarks første DGNB-certificerede renovering.
Renoveringen vil blandt andet omfatte energirenovering af klimaskærmen, udskiftning af alle installationer og tekniske anlæg, udskiftning af trægulve og køkkener samt etablering af et solcelleanlæg.
Målet er at optimere boligerne funktionelt og energimæssigt, samtidig med at helhedsindtrykket af de samlede lavhusklynger styrkes gennem arkitektur med høj kvalitet både i indretning og materialevalg.
Det indledende projekteringsarbejde forventes påbegyndt i marts 2026. Beboergodkendelse og indsendelse til Landsbyggefonden er planlagt til udgangen af 2026, mens de efterfølgende projekteringsfaser forventes igangsat i 2027. Projektet forventes afsluttet i 2034.
-dc