Entreprenørstop bør også gælde mod social dumpingForbundssekretær Søren Heisel

Entreprenørstop bør også gælde mod social dumping

Står det til 3F, skal det være nemmere for myndighederne at gennemføre entreprenørsop på byggepladserne

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Entreprenørstoppet skal give Arbejdstilsynet mulighed for at lukke ned for alt arbejde for entreprenører og underentreprenører på en byggeplads, hvis der gentagne gange bliver begået alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne.

I morgen torsdag den 27. marts skal forslaget til 3. behandling i Folketinget, og som udgangspunkt er 3F godt tilfreds med, at der nu sættes ind mod social dumping og dårligt arbejdsmiljø.

- Men det burde være endnu skrappere end, det, politikerne har kunnet blive enige om, siger 3F’s forbundssekretær Lene Krabbe Dahl.

Tre forslag til stramninger
3F har derfor udarbejdet tre forslag til et mere effektivt entreprenørstop, som man håber, politikerne vil tage med i den endelige udformning af lovforslaget.

For det første bør entreprenørstoppet gælde for andet end arbejdsmiljø. Eksempelvis kan det være manglende anmeldelse i RUT-registeret, underbetaling af udenlandsk arbejdskraft samt brud på regler om opholds- og arbejdstilladelse eller skattelovgivningen.

- Politikerne vil gerne have, at entreprenørstoppet skal modvirke social dumping. Men det kan entreprenørstoppet ikke, siger forbundssekretær Søren Heisel.

Bør også gælde social dumping
I lovforslaget kan entreprenørstoppet kun udløses, hvis der sker brud på reglerne om arbejdsmiljø.

Entreprenørstoppet kan ikke udløses, hvis myndighederne opdager social dumping eller arbejdskriminalitet, som har vist sig at være et kæmpe problem på mange byggepladser:

- Det må politikerne gøre bedre, hvis de for alvor vil social dumping til livs, siger Søren Heisel.

Det skal gå hurtigere
For det andet skal Arbejdstilsynet meget hurtigere kunne give påbud om entreprenørstop end der er lagt op til i lovforslaget:

- Allerede efter få tilfælde af farligt arbejde skal hammeren falde gennem et påbud om entreprenørstop. I regeringens forslag er vejen til et entreprenørstop alt for lang, fordi Arbejdstilsynet skal give rigtig mange straks-påbud, før der kan gives et påbud om entreprenørstop.\'

- Hammeren skal falde med det samme, når der afsløres fusk, snyd og farligt arbejde. Det nytter ikke noget at skulle vente dag efter dag på en afgørelse. Så er ulykkerne sket og snyderne forduftet over alle bjerge, siger forbundssekretær i 3F Lene Krabbe Dahl.

Forenklet procedure
For det tredje skal proceduren for påbud forenkles. I regeringens forslag er ordningen meget administrativ tung og indeholder detailregulering i et usædvanligt højt omfang:

- Proceduren gør det praktisk talt umuligt at komme frem til et påbud om entreprenørstop. Arbejdsgiverne taler tit om for meget administrativt bøvl.

- I dette forslag kan der med fordel luges gevaldigt ud i de administrative byrder, så det bliver mere effektivt og enkelt at gå til, siger Søren Heisel

25/3 2025