Fire københavnske borgmestre vil have stormflodsregningen delt ud på flere hænder
Det giver ikke mening, at det kun er dem, der bor tættest på vandet, der skal betale for at sikre hele Danmarks hovedstad, mener borgmestrene i Hvidovre, København, Tårnby og Dragør. Det forsøger de at overbevise Transportudvalget i Folketinget om
Den Lille Havfrue, Amalienborg og metroen i København, lufthavnen i Tårnby, hele den gamle by i Dragør og Avedøre Holme i Hvidovre.
Det er blot dele af den infrastruktur og de kulturelle værdier, der bliver oversvømmet, når stormfloden rammer hovedstaden.
Derfor var fire borgmestre fra de fire hovedstadskommuner tirsdag den 3. december til møde med Transportudvalget med et ønske om, at stormflodssikring i hovedstaden bliver et nationalt pilotprojekt.
De seneste rapporter om stormfloder i hovedstadsområdet viser, at store, offentlige værdier kan blive ramt, og flere hundredetusinde borgere kan komme til at leve uden varme og anden forsyning.
Der er tale om et hidtil uset skadesomfang, som berører alle i hovedstadsområdet. Sikring af 60 km kyststrækning, inkl. to store stormflodsporte, og en anlægstid på 30 - 40 år kræver både planlægning og økonomi.
Borgmestrene i Dragør, Hvidovre, København og Tårnby Kommuner ønsker en solidarisk finansiering af stormflodssikringen.
I dag er det ikke muligt, da Kystbeskyttelsesloven siger, at det alene er dem i første række til vandet, der skal betale for den omfattende stormflodssikring, der er brug for i hovedstaden. I praksis vil det betyde at få skal betale for at hovedstaden beskyttes mod stormfloder.
Som det er i dag, udbedres skader fra stormfloder gennem den solidarisk finansierede naturskadeafgift på 40 kr. om året for alle med en indbo-, hus- eller fritidshusforsikring. De fire borgmestre ønsker, at forebyggelsen på samme vis kan finansieres solidarisk.
Derfor ønsker de fire borgmestre, at alle hovedstadsområdets borgere kan bidrage til stormflodssikringen, da alle nyder godt af, at hovedstadsområdets infrastruktur, arbejdspladser og institutioner fungerer.
- Stormflod er ikke bare noget, der rammer en enkelt kommune – det rammer os alle. For hele hovedstadsområdet hænger sammen, og alle os, der bor og arbejder her, er afhængige af at kunne transportere os på tværs af kommuner, og af at vores store statslige institutioner fungerer.
- Vores hovedstad rummer også historiske bygninger og kulturelle monumenter, som har værdi for os alle som danskere. Så når vandet stiger, står vi med en kæmpe opgave, der kræver, at vi løfter i flok.
- Det giver ikke mening, at det kun er dem, der bor tættest på vandet, der skal betale for at sikre hele Danmarks hovedstad. Vi bliver nødt til at finde en fælles løsning, så vi kan beskytte både mennesker, boliger, vital infrastruktur, arbejdspladser og de kulturelle værdier, der er vigtige for os alle, siger Anders Wolf Andresen (SF), borgmester i Hvidovre.
-dc