Aktuelle nyheder om byggebranchen - Byggeri

Glade symboler skaber tryghed i hærværksramt p-kælder

Glade symboler skaber tryghed i hærværksramt p-kælder

En hærværksramt p-kælder i et boligkompleks i Gladsaxe er blevet forvandlet fra et kaotisk opholdssted til et funktionelt parkeringsområde med en nøje tilrettelagt design- og nudging-strategi

Del artiklen på

Store mængder skrald. Graffiti på væggene. Ødelagte rør. Misbrug af inventar. Utryghed. Ét stort kaos forårsaget af hærværk. Det var, hvad der i en årrække mødte beboere og handlende i en p-kælder på Søborg Hovedgade 65-67 i Gladsaxe.

P-kælderen tilhører et ejendomskompleks med erhvervslejemål, bl.a. en Netto, og ca. 30 ejerlejligheder. Men det var med tiden blevet en kælder, som blev brugt til meget andet end parkering og opmagasinering af kundevogne. Nu var det et tilholdssted for unge, som langt fra behandlede kælderen pænt.

- De unge vandaliserede kælderen dagligt, og det var tydeligt, at det ikke kunne fortsætte sådan længere. Kælderen skulle være vores og ikke de unges. Politi, vagter og overvågning blev afprøvet, men uden held. Derfor tænkte vi, at der måtte helt nye tiltag til, fortæller Inger Ravn, arkitekt og CEO i Space Pro Architects samt sekretariatschef for Boligfonden Kuben, som repræsenterer lejeren i ejendomskomplekset.

Nudging redder kælderen
En række psykologiske og adfærdsændrende tiltag var Boligfonden Kubens løsningsforslag.

- Vi ville igangsætte en række tiltag, som skulle påvirke de unges adfærd i kælderen. Tiltag, som på forskellig vis opfordrer til en ordentlig adfærd med mindre materialeskade, fortæller Inger Ravn.

Fonden tog udgangspunkt i den såkaldte Aktør-Netværk-Teori og indgik et samarbejde med The Nudging Company, TNC, som er specialiseret i at skabe målbare adfærdsændringer.

- TNC studerede de unges adfærd og præsenterede en række adfærdsændrende initiativer. Dem konkretiserede vi til tre helhedsorienterede design- og konceptforslag for indretningen af kælderen. Forslagene indeholder nogle gennemgåede elementer, der bl.a. skaber ro med kølige farver og gør det til en tryg oplevelse at færdes i kælderen.

Beroligende effekt og imaginær beskuer
Ud fra Boligfonden Kubens forslag valgte boligforeningen i sommeren 2017 en række konkrete løsninger. Væggene blev malet i en rolig blå nuance, da denne farveholdning bl.a. kan have en beroligende effekt på beskueren.

- Vi udformede samtidig nogle store smileys på væggene, hvis øjne retter sig mod teksten ’Vi passer på og holder øje med dig her’. Tekster og smileys blev placeret tæt på overvågningskameraer på strategisk udvalgte steder, så de, der opholder sig i kælderen uden et konkret formål, bliver mindet om en imaginær beskuer, forklarer Inger Ravn.

- Derudover betyder tiltagene, at ejendommens beboere og handlede, der parkerer i kælderen, bliver gjort opmærksom på, at kælderen overvåges med det formål at passe på dem.

Her har man lyst til at være
For at undgå at kælderens kundevogne bliver brugt til andet end deres oprindelige formål, er de blevet afskærmet. Det gør det tydeligere for de handlende, hvor de skal placere dem. Samtidig er renovationsforholdene optimeret, så der er flere fastmonterede affaldsspande placeret i ganglinjer.

- Vi er meget tilfredse med resultatet og opgraderingerne af p-kælderen. Jeg tror, at mange beboere, mig selv inklusive, havde undervurderet, hvad den type tiltag kan gøre for hele udtrykket. Der er i dag en helt anden stemning i kælderen, siger Jonas Lund, som er bestyrelsesmedlem i ejerforeningen.

- Før var det et sted, som folk følte, de skulle skynde sig væk fra. Nu signalerer kælderen, at den tilhører beboerne og erhvervslejemålene – og ikke de unge. Der er ingen uro længere. De unge opholder sig der stadig, men de opfører sig pænere. De smider f.eks. deres affald i skraldespandene og behandler generelt tingene ordentligt, supplerer Inger Ravn.

Det næste stykke tid skal gå med at teste de implementerede tiltag yderligere. Eventuelle justeringer vil blive taget til efterretning hen af vejen.

-jhn

Læs mere om Byggeri

22/2 2018
AfskærmningAlu stigerAmeringsnetBetonstøbningBIMBrandpartierBrandsikring konstruktionBrandsikring lineær fugerBrandsikring lukningBrandsikring træBrandskalsikringBrandspjældBrandstigerBygningsprofilerBygningsrenoveringCAD kurserCAD rådgivningCAD softwareCAD supportCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringEtagebyggeriFundamentFundamenterGarageanlægGarageporteGipspladerHovedentrepriseIndustriporteIndustristøvsugerInstitutionsbyggeriJordvarmeKabelkanalerKvisteLejderListerLofterMalingMaterielopbevaringMultistigerOmbygningOptimering af arbejdsgangePavillonerPortautomatikPorteRabatkoderRullestilladsSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserStukTapetTeleskopstigerTotalentrepriseTotalrenoveringTrappestigerTræTræbetonUderums møblerVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.

Mest læste


Seneste nyheder