Hovedstaden stikker til EU- Når vi taler om cirkulær økonomi, er det afgørende, at byggeriet får en tydelig og forpligtende placering i den nye lov, siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Hovedstaden stikker til EU

Københavns Kommune og Region Hovedstaden og en række europæiske metropolregioner opfordrer EU til, at byggeriet får en mere central og forpligtende rolle i en større lovregulering, der er på vej

Ledere fra en række europæiske byer og regioner har samlet sig om et fælles Call for Action til EU-Kommissionen. Opråbet er et indspil til den kommende Circular Economy Act, som forventes fremlagt i 2026, og som skal styrke Europas cirkulære økonomi og markedet for sekundære råstoffer.

Opråbet er underskrevet af blandt andre Île-de-France, Metropolregion Amsterdam, Wien, Københavns Kommune og Region Hovedstaden. Fra dansk side har regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) sat sin underskrift på dokumentet.

- Bygge- og anlægssektoren står for omkring 40 % af EU’s samlede affald. Samtidig oplever vi i mange regioner en reel mangel på råstoffer som sand og grus, stigende priser og øget afhængighed af import. 

- Når vi taler om cirkulær økonomi, er det derfor afgørende, at netop byggeriet får en tydelig og forpligtende placering i den nye lov, så vi kan reducere presset på de jomfruelige råstoffer, siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Circular Economy Act er EU-Kommissionens kommende regulering om cirkulær økonomi. Den skal styrke det indre marked for affald og sekundære råstoffer, reducere afhængigheden af import og forbedre rammerne for genanvendelse og ressourceudnyttelse i EU.

Loven adresserer overordnet markedet for affald og sekundære materialer samt harmonisering af regler på tværs af medlemslandene. Byggeriet er imidlertid endnu ikke udpeget som en selvstændig hovedsøjle i den overordnede tilgang.

Selvom bygge- og anlægssektoren genererer en stor del af den samlede affaldsmængde, indeholder den nuværende ramme ikke specifikke, bindende krav rettet direkte mod sektoren, for eksempel om genbrug, reduktion af materialeforbrug eller mindsket anvendelse af jomfruelige råstoffer.

Regionerne peger på, at Circular Economy Act i sin nuværende form primært adresserer marked og affald generelt, men ikke i tilstrækkelig grad den sektor, hvor materialeforbruget og affaldsmængderne er størst. Det er baggrunden for det fælles europæiske opråb.

- Europa står over for en reel udfordring med adgang til råstoffer som sand og grus, der er helt afgørende for vores byggeri og infrastruktur. Derfor er det vigtigt, at vi bliver langt bedre til at bruge de materialer, vi allerede har i omløb. 

- Det håber vi, at Circular Economy Act kan skabe nogle bedre rammer for, så cirkulære byggematerialer bliver en naturlig del af byggeriet i hele Europa, siger formand for Miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden, Line Ervolder (K).

-dc

16/4 2026