Jorton og AI Arkitekter & Ingeniører skal udvide synscenter for børn og unge i Kalundborg

Jorton og AI Arkitekter & Ingeniører skal udvide synscenter for børn og unge i Kalundborg

Synscenter Refsnæs, der er det nationale specialpædagogiske ressource- og videnscenter for børn og unge med synsnedsættelse, vil udvide med otte botilbudspladser. Nu er teamet fundet, som skal løse opgaven

Synscenter Refsnæs skal udvides, og det bliver Jorton, der skal løfte opgaven i samarbejde med AI Arkitekter og Ingeniører samt Region Sjælland. Udvidelsen omfatter en ny tilbygning med otte boliger til borgere med synsnedsættelse, blindhed og multiple funktionsnedsættelser.

- Vi har fokus på flere tiltag, der skal nedbringe byggeriets klimabelastning. Bygningen vil blandt andet svæve elegant hen over en skråning, hvor den løftes over jorden på et skruefundament.

- Netop ved at bruge et skruefundament muliggør vi et betonfrit byggeri, fortæller Dennis Storm, afdelings- og markedschef hos AI Arkitekter og Ingeniører. Han uddyber:

- I planlægningen og tegningen af det nye botilbud har vi arbejdet meget med taktile overflader, klare kontraster, god akustik, belysning og masser af dagslys med mulighed for afskærmning.

- Alt sammen noget, der kommer de fremtidige brugere til gode og imødekommer borgernes alsidige og komplekse behov.

Hos entreprenøren Jorton ser man også frem til at gå i gang med projektet.

- Bygherre har turdet sætte baren højt for de kommende boliger i forhold til den kvalitet, som brugerne kan forvente. Samtidig skal vi bygge for en målgruppe med nogle særlige behov, hvilket betyder, at vi skal tænke ud af boksen for at løse opgaven bedst muligt.

- Men jeg er meget fortrøstningsfuld. Vi har tidligere arbejdet sammen med Region Sjælland, og de er en meget engageret bygherre. Også AI Arkitekter og Ingeniører kender vi godt, og vi arbejder tæt sammen på flere projekter, fortæller Bo Grenaa Bodi, projekterings- og udviklingschef hos Jorton.

Han tilføjer:

- Vi har den 20. november også indledt processen med et opstartsmøde og en workshop på Synscenter Refsnæs, hvor vi har mødt og talt med de kommende brugere. Her har alle fremlagt deres succeskriterier, så vi i fællesskab har kunnet afstemme vores forventninger.

- Det giver en rigtig god start på det videre arbejde, og jeg er overbevist om, at det hjælper til at vi kan spille hinanden bedre.

-dc

4/12 2024