Aktuelle nyheder - Byggeri

Konkursrekord er første tegn på krise i byggebranchenSekretariatschef i BAT, Gunde Odgaard, frygter stort hul i byggebeskæftigelsen

Konkursrekord er første tegn på krise i byggebranchen

Der er ifølge Fagbladet 3F fyresedler på vej i byggebranchen, og det bliver ifølge aktørerne i byggebranchen særligt slemt i denne vinter.

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Gunde Odgaard, der er sekretariatsleder i BAT-kartellet, forventer, at på den anden side af det kommende årsskifte, går det stærkt. Han forventer dobbelt så mange fyringer, som man ellers oplever i vinterperioden.

Og Anders Stouge, der er branchedirektør i DI Byggeri, er heller ikke i tvivl om, at en periode med nedgang venter forude.

Antallet af konkurser blandt aktive selskaber er over 70 procent højere end for to år siden, og det tegner ifølge Gunde Odgaard et billede af, at bunden er ved at gå ud af dele af byggebranchen:

- Konkurserne er formentlig første tegn på, at vores forudsigelser om, at vi går ind i hårde tider, kommer til at holde stik, siger han til Fagbladet.

Rev lurer under vandskorpen
Indtil videre er der dog næsten ingen ledighed blandt 3F’erne, emn det er ifølge Gunde Odgaard ’stille sejlads i smult vande’:

- Under vandskorpen lurer virkelighedens skarpe rev, og der går snart hul i bunden på jobmarkedet i byggeriet. Målt lige nu, går det rigtig fint i byggebranchen. De fleste, der mister jobbet nu, finder et nyt hurtigt. Men ser vi bare en lille smule frem, er det ikke sikkert, at de kan få lov at beholde det nye job. Jeg tror, at det her er begyndelsen på noget meget større. Det kan godt være, at vi har mangel på arbejdskraft nu. Men efter nytår har vi mangel på job, siger han.

Skidt før bedre
Anders Stouge fra DI Byggeri mener, at det ’bliver det skidt, før det bliver bedre’:

- Vi lavede en analyse i maj måned, hvor vi skød på, at 7.000 ville miste jobbet i vores branche i 2023. Men nu er vores bud, at antallet bliver omkring 10.000 personer. Og det samme niveau forventer vi i 2024. Men det er sagt med et kæmpe forbehold. Der er ingen, der kan vide, hvordan det hele ser ud om tre-fire måneder. Det hele er så tåget lige nu, siger Anders Stouge til Fagbladet.

Læs mere om Byggeri

18/11 2022