Aktuelle nyheder - Byggeri

Mest velbesøgte byggerimesse i 13 år Byggerimessen blev arrangeret i samarbejde med ca. 300 leverandører, som fordelt på ca. 28.000 m2 udstillede forskellige produkter og løsninger.

Mest velbesøgte byggerimesse i 13 år

Det var fire dage med fuldt tryk på Danmarks største byggerimesse i Fredericia, som tiltrak byggefagfolk fra hele landet. Den store interesse afspejler sig i messens besøgstal på 27.932, der gør Byggeri'23 til den mest velbesøgte byggerimesse siden 2010

Del artiklen på

Efter en corona-pause kunne byggerimessen slå dørene op til fire hektiske messedage i Messe C i Fredericia. Flere end 300 udstillere inden for byggeriet stod parat til at tale med de mange besøgende fagfolk om nye produkter og løsninger – og de fik travlt.

Da Byggeri’23 lukkede ned og sagde på gensyn i 2025, var det med et besøgstal på hele 27.932. Det gør årets messe til den mest velbesøgte i 13 år.

- Vi er meget stolte af årets messe og det flotte besøgstal. Den store tilslutning vidner både om, at der er en stor lyst i branchen til at samles på tværs af producenter og byggefagfolk – og at der er et behov for, at vi kan mødes fysisk, skabe relationer og se, prøve og tale om nye produkter og løsninger, siger Palle Thomsen, adm. direktør hos Brancheforeningen Danske Byggecentre. Han fortsætter:

- Det høje besøgstal kan vi ikke mindst takke landets byggecentre for. Med flere end 300 busser kørte de et rekordantal af deres kunder til årets messe, og her blev de mødt af de mange engagerede udstillere, som virkelig har ydet en flot indsats og skabt rammerne for en fantastisk messe. Vi har igennem hele messen fået rigtig mange, positive tilbagemeldinger fra besøgende såvel som udstillere, så jeg tillader mig at kalde Byggeri'23 en stor succes.

Tilfredse udstillere med bæredygtighed i fokus
Messen satte i år fokus på bæredygtighed og effektivt byggeri, og det skinnede både igennem blandt udstillerne og de besøgendes mange spørgsmål til nye produkter og løsninger.

På messestanden hos Isola, der specialiserer sig i fugtløsninger til byggeriet, var der stor tilfredshed med de fire messedage.

- Det har været en virkelig god messe, hvor vi har oplevet stor interesse fra de mange besøgende. Vi har været med siden 2010, og jeg har aldrig oplevet en så stor nysgerrighed og spørgelyst til bæredygtighed og nye muligheder til at løse byggeopgaver. Så vi glæder os til at vende tilbage til Byggeri'25, siger Michael Lindberg, markedschef hos Isola.

Også hos byggematerialekoncernen Saint-Gobain var der på årets messe et ekstraordinært stort fokus på bæredygtighed. Her var der blandt messestandene for koncernens virksomheder skudt et nyt bæredygtighedsområde op, som målrettede sig til de udførende håndværkere.

- Det har været positivt at være tilbage på messen og få mulighed for at tale med de mange forskellige faggrupper i byggeriet. Bæredygtighed og dokumentationskrav kommer til at fylde meget mere i byggeriet – og for de udførende håndværkere – og her vil vi som materialeproducent gerne være med til at oplyse og uddanne byggefagfolket, så de er i stand til at træffe de bedste beslutninger. Specielt den yngre generation har vist stor interesse for vores bæredygtighedsområde, så det er et arbejde, vi vil fortsætte med, så vi kan få alle med, siger Marit Petersen, marketing communication manager hos Saint-Gobain Danmark.

-dc

Læs mere om Byggeri

27/3 2023