NCC styrer Energinets nye domicil mod målstregen
Det 26.750 kvadratmeter store domicilbyggeri i Erritsø er nu i den afsluttende fase. Omkring 225 håndværkere arbejder på højtryk for at færdiggøre bygningen
NCC er nået til en vigtig milepæl i opførelsen af Energinets nye domicil i Erritsø ved Fredericia. Bygningen er nu lukket med tag og facader, og fokus er skiftet fra råhusarbejde til den omfattende indvendige færdiggørelse.
Det nye domicil på 26.750 kvadratmeter opføres som en naturlig udvidelse af Energinets eksisterende hovedkontor. De to bygninger forbindes på flere niveauer – i kælder, stueetage samt på første og anden sal – så de fremstår som én samlet arbejdsplads med fælles faciliteter som kantine, møderum og attraktive uderum.
Omkring 225 håndværkere fra en lang række faggrupper er i øjeblikket beskæftiget på byggepladsen.
– Det er et stort byggeprojekt, så det er en stor fabrik, vi kører i øjeblikket. Der er rigtig mange aktiviteter i gang, og der kommer mange leverancer, så det er helt afgørende, at vi holder fokus og styrer byggeriet godt i mål, siger Claus Heinze, projektdirektør i NCC.
Stor logistisk opgave
Efter byggearbejdets start i sommeren 2024 er projektet nu gået ind i den fase, hvor materialer og processer skal koordineres ned til mindste detalje.
Store mængder trægulve, gipsplader, rør, radiatorer og maling leveres løbende til byggepladsen, mens håndværkerne arbejder i de forskellige bygningsafsnit. Samtidig etableres et storkøkken, der skal kunne servicere op mod 1.600 medarbejdere dagligt.
Kompleksiteten øges yderligere af de omfattende tekniske installationer, som Energinets drift stiller krav til.
– Hele vejen igennem processen samarbejder vi tæt med Energinet. Vi arbejder jo også fysisk tæt på Energinets medarbejdere; ikke mindst i processen med at sammenbygge gammel og ny bygning, hvor vi har måttet indkapsle nogle af deres eksisterende arbejdsområder, da vi skulle lave hul i den gamle bygning. Det har krævet en del koordinering, da Energinets medarbejdere jo har arbejdet i bygningen hele tiden, fortæller Claus Heinze.
Landskabet formes med genbrug og jordbalance
Samtidig med byggeriets indvendige færdiggørelse er der stor aktivitet udenfor. Landskabsprojektet omfatter blandt andet etablering af en ny gårdhave og bearbejdning af de store friarealer omkring domicilet.
Genbrug spiller en central rolle. Granitsten fra det eksisterende anlæg genanvendes i organiske mønstre omkring bygningen, mens nye sten hentes fra samme granitbrud for at sikre et ensartet udtryk.
Den jord, der blev gravet op til kælderen, genanvendes på grunden til at skabe bakker og landskabelige variationer. Dermed opnås en jordbalance på nul, hvilket betyder, at der som udgangspunkt ikke skal bortkøres overskudsjord.
Prøverum sikrer de rette valg
For at sikre kvaliteten i de mange materialevalg har NCC etableret et særligt prøverum. Her testes blandt andet gulve, tæpper, fodlister og andre detaljer, så bygherre og entreprenører kan træffe beslutninger på baggrund af konkrete løsninger frem for tegninger og beskrivelser.
Samme metode blev anvendt ved facaden, hvor en prøveopbygning blev etableret, inden den endelige løsning blev valgt.
Nu er trækassetterne monteret, og arbejdet med de karakteristiske træfacader er i fuld gang. Facaderne skal være med til at give bygningen sit endelige arkitektoniske udtryk.
Det nye domicil er designet med afsæt i kvaliteterne fra Energinets eksisterende hovedkontor, hvor transparens, dagslys og overskuelige rumforløb er centrale elementer.
I bygningens atrium er der installeret otte markante lysbånd, som sammen med de synlige træsøjler bidrager til den atmosfære, medarbejderne skal møde i det færdige hus.
– Vi kan se ud på det, der jo næsten ligner en færdig bygning, så nu begynder vi virkelig at glæde os til at tage det i brug, siger Tina Sørensen, hovedprojektleder på domicilbygningen hos Energinet.
Byggeriet er tegnet af arkitekter fra C.F. Møller, mens Artelia er ingeniørrådgiver på projektet. Når bygningen står klar til indflytning i 2027, forventes den at opnå en DGNB Guld-certificering.
-kis