Ny NCC-direktør skal sørge for medarbejderudvikling af højeste karat
Michael Vedel er ny sektionsdirektør Engineering, Faglig Sparring og Indkøb hos NCC. Her skal han sikre et højt niveau inden for både kompetenceudvikling, intern uddannelse og videndeling
NCC Building Danmark har pr. 1. januar 2026 ansat Michael Vedel til at lede enheden Engineering, Faglig Sparring og Indkøb.
Michael Vedel har mange års erfaring fra branchen; han kommer senest fra ISC Rådgivende Ingeniører.
Som ny sektionsdirektør skal Michael Vedel skal være ansvarlig for NCC’s teams under Engineering & Faglig Sparring, som samlet tæller omkring 20 dedikerede byggefolk og specialister fordelt på lokationer i Kolding, Aarhus, Nørresundby og Søborg.
Michael Vedel er en erfaren leder, der tidligere har arbejdet med at opbygge og udvikle tekniske afdelinger inden for engineering, projektdesign og faglig sparring. Han har også solid erfaring med strategisk ledelse, projekteksekvering og udvikling af tværfaglige teams.
- Vi opruster generelt vores tekniske kapacitet i disse år, og vores nye sektionsdirektør skal være med til at sikre, at vi fortsat tiltrækker højt kvalificerede medarbejdere, og at vi har et højt niveau inden for både kompetenceudvikling, intern uddannelse og videndeling, siger Lars Scheibel, direktør i NCC Building Danmark.
Michael Vedel har erfaring fra både bygherre- og rådgiversiden inden for en lang række forskellige byggediscipliner herunder renovering og transformation, projektering, bæredygtighed, byggeherrerådgivning og en række specialistydelser.
- Jeg glæder mig til gennem rollen som sektionsdirektør at bidrage aktivt til den grønne omstilling og styrke Engineering & Faglig Sparring som en central værdiskaber i NCC, siger Michael Vedel.
NCC arbejder i et marked under stor forandring, hvor også kravene til dokumentation er stigende, og her spiller den dybe faglighed og store erfaring med komplekse byggerier, som Engineering & Faglig Sparring står for, en betydelig rolle.
Den nye sektionsdirektør refererer direkte til NCC Danmarks administrerende direktør, Lars Scheibel, og fordrer tæt samarbejde på tværs af enheder, forretningsområder og med eksterne samarbejdspartnere.
-dc