Ny svømmehal til 65 millioner kroner rykker nærmere

Ny svømmehal til 65 millioner kroner rykker nærmere

Kalundborg Kommune har indgået aftale med Sweco Architects, som bliver totalrådgiver på projektet

Planerne om en ny svømmehal i Gørlev har taget et vigtigt skridt fremad. Kalundborg Kommune har indgået aftale med Sweco Architects, som bliver totalrådgiver på projektet og skal følge byggeriet fra de indledende skitser til færdigt anlæg.

Valget er faldet på Sweco på baggrund af virksomhedens solide erfaring med svømmehalsbyggeri rundt om i landet. Borgmester Martin Damm (V) fremhæver over for SN.dk, at svømmehallen er et løfte om bedre og mere lokale fritidstilbud, og at aftalen gør det muligt nu at sætte konkret gang i processen.

Den nye svømmehal opføres ved den tidligere sukkerfabrik i Gørlev ud mod Algade og bliver omkring 2.000 kvadratmeter stor. Anlægget kommer til at rumme et 25 meter bassin med seks baner, et varmtvandsbassin til blandt andet babysvømning, genoptræning og wellness samt fælles sauna og fleksible møde- og foreningsfaciliteter.

Svømmehallen skal fungere som et nyt samlingspunkt for borgere i alle aldre. Byggeriet forventes at starte i 2027, og åbningen er planlagt til 2028. 

Det samlede budget er fastsat til 65 millioner kroner. OBH Rådgivende Ingeniører er tilknyttet som bygherrerådgiver med Teknologisk Institut som underrådgiver.

-kis

13/1 2026