Nye børnehuse i Vollsmose ska styrke store og små fællesskaber
Odense Kommune indvier d. 22. april tre nye børnehuse i Vollsmose, hvor knap 300 vuggestue- og børnehavebørn samt medarbejdere er flyttet ind i nyindrettede rammer i en tidligere skolebygning
Med omdannelsen af den tidligere skole til tre moderne daginstitutioner får hele Odense NØ og tilstødende kvarterer et markant løft af sine tilbud til områdets børn og familier.
Den godt 3000 m2 store bygning er indrettet af Kompan, som har leveret en samlet løsning med 800 legeredskaber og møbler og en projektsum på 2,75 mio. kr.
Skolens eksisterende arkitektoniske kvaliteter har givet et stærkt udgangspunkt for at transformere bygningen til et spændende og inspirerende daginstitutionsmiljø, fortæller Pernille Agerholm, indretningsarkitekt i Kompan.
- Med et flot hus, gode materialer og et gennemtænkt farvedesign har vi i et frugtbart samarbejde med ledelsen skabt en bred vifte af lege- og læringsmiljøer i både fællesarealer, grupperum og specialrum.
- Indretningen rummer zoner til fordybelse i kreative, kognitive og sociale aktiviteter og plads til lettere fysisk aktivitet, tilføjer hun.
Et centralt fokus har været, at huset skal fungere for op mod 300 børn i forskellige aldre og med vidt forskellige sociale og etniske baggrunde. Det har blandt andet resulteret i mindre rum og legeredskaber til tilbagetrækning og indretning af en fortællezone til sprogstimulering i hvert grupperum.
Ud over at udnytte farveindretningen til at understøtte legen i de forskelligartede legezoner har man aktivt brugt den til at skabe struktur og tryg navigation for børnene, fortæller Pernille Agerholm:
- Visionen har været at skabe et hus, der opleves som en by i byen – med tydelige bydele, hvor børnene kan orientere sig og finde deres eget ‘hjem’, siger Pernille Agerholm.
Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense Kommune, glæder sig over, at byen nu tager det næste store skridt i udviklingen af området:
- Det er vigtigt for børnene, at vi som kommune kan tilbyde gode rammer i vores daginstitutioner. Samtidig glæder jeg mig over, at vi nu tager endnu et skridt i hele transformationen af Vollsmose.
- Fremtidens Vollsmose skal også bestå af nye børnefamilier, og i dag viser vi, at vi mener det, når vi siger, at vi gerne vil investere i Vollsmoses fremtid, siger Peter Rahbæk Juel.
Brian Dybro (F), børn- og ungerådmand i Odense Kommune, er begejstret for, at børnene fremover kan udvikle sig i rammer, der har taget temaerne til sig. Fælles for de tre børnehuse er ‘bevægelse’, mens hvert af dem har natur, kultur eller science som tema.
- Når de fysiske rammer er gode, hjælper de pædagogikken på vej. I alle tre nye børnehuse kan børn og medarbejdere have en hverdag med store og små fællesskaber. Og hvor børnene kan lege og blive støttet og udfordret af dygtige medarbejdere – i inspirerende omgivelser, siger Brian Dybro.
-dc