Odense Havn bygger sine største haller til dato
Odense Havn har netop taget første spadestik til nye produktions- og logistikhaller på 10.000 m2. De eksisterende bygninger og faciliteter på havnen er tæt på fuldt udlejet, og vindindustrien og den maritime branche efterspørger nye udvidelsesmuligheder
Borgmester i Odense og næstformand for bestyrelsen i Odense Havn, Peter Rahbæk Juel, har netop taget første spadestik til opførelsen af seks nye produktions- og logistikhaller i et samlet nyt halkompleks på 10.000 m2.
Det bliver det største halbyggeri i Odense Havns historie.
- Den fortsatte udvikling på Odense Havn er afgørende for, at havnen også i fremtiden er en attraktiv lokation for danske og internationale virksomheder.
- Odense Havn er centrum for produktion af stadig flere og større havvindmøller og medvirker til, at der skabes tusindvis af private arbejdspladser her på Fyn.
- Det er et afgørende skridt på vejen mod min ambition om, at vi skal skabe 30.000 nye private arbejdspladser i Odense frem mod 2035, siger Peter Rahbæk Juel.
Lige nu er 98% af bygningerne udlejet ud af en eksisterende bygningsmasse på over 200.000 m2 bygninger på Odense Havn.
- Odense Havn er med 8,5 mio. kvm Danmarks største havn målt på areal.
- Odense Havn er Danmarks næststørste erhvervshavn målt på omsætning.
- Odense Havn er Danmarks største produktionshavn inden for havvind.
- Odense Havn huser mere end 100 forskellige virksomheder, der beskæftiger 3.200 personer.
- Odense Havn udlejede 18,5% flere kvm til vindvirksomheder i 2023 ift. 2022.
- Odense Havn er hjemsted for verdensførende test- og teknologicentre til udviklingen af havvindmøller.
- Odense Havn har lagt areal til produktionen af mere end 700 naceller siden 2012.
- Odense Havn har lagt areal til produktionen af mere end 150 fundamenter siden 2012.
- Odense Havns ikoniske portalkran kan laste 15 naceller á hver 400+ tons på 10 timer.