Overenskomstaftale betyder mere MUSDansk Håndværks direktør, Morten Frihagen, og 3F’s forhandlingssekretær, Morten Christensen, underskriver aftalen.

Overenskomstaftale betyder mere MUS

Ny aftale mellem 3F Industrigruppen og Dansk Håndværk betyder mere medarbejdertrivsel, udvikling og efteruddannelse

Dansk Håndværk nåede i weekenden i mål med en ny overenskomstaftale med 3F Industrigruppen for Industri- og Værkstedsoverenskomsten.

Forhandlingen foregik i Håndværkets Hus på Islands Brygge, hvor direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, sammen med 3F's forhandlingssekretær, Morten Christensen, underskrev aftalen.

– Vi har fået en aftale, som vi er tilfredse med, og som ligger inden for den økonomiske ramme, der er givet på det øvrige private arbejdsmarked. Der har i forhandlingerne været et fælles ønske at fremme medarbejders trivsel, udvikling og efteruddannelse.

- Og midlet til at nå målet er afholdelse af individuelle medarbejderudviklingssamtaler og et forbedret tilskud til efteruddannelse, lyder det fra Morten Frihagen om aftalen.

Industri- og Værkstedsoverenskomsten dækker følgende fagområder på industri- og værkstedsområdet:

Industrisnedkere
Maskinsnedkere
Bygningssnedkere på værksted
Træindustriarbejdere
Møbelsnedkere
Træoperatører
Industrioperatører
Produktionsassistenter
Byggemontører og medarbejdere ved intern transport på værksted
Savværksarbejdere samt hjælpefunktioner i forbindelse hermed, herunder lager- og pakkefunktion samt intern transport m.v.

-dc

14/2 2024