Realdania giver et overskud på 2,2 milliarder kroner

Realdania giver et overskud på 2,2 milliarder kroner

Realdania scorede hele 3,2 milliarder kroner på sin aktiebeholdning i 2024, og det påvirkede resultatet markant positivt

Realdania afholdt torsdag den 24. april foreningens ordinære repræsentantskabsmøde i BLOX i København. På mødet godkendte repræsentantskabet foreningens årsrapport for 2024.

På mødet valgte repræsentantskabet, der er Realdanias øverste myndighed, også revisorer og godkendte foreningens årsrapport. 

Årets samlede resultat efter filantropiske uddelinger, skat og omkostninger blev et overskud på 2,2 mia. kr. Resultatet skyldes primært positive afkast på Realdanias aktieinvesteringer på hele 3,2 mia. kr. 

Det er afkastet af foreningens kommercielle investeringer, der er grundlaget for Realdanias filantropiske uddelinger til projekter og indsatser. I alt fik 204 projekter sidste år støtte fra Realdania. 

Det glæder den nye adm. direktør i Realdania, Nina Kovsted Helk:

-Realdanias arbejde skal samlet set gavne alle i Danmark, og vi ønsker at gøre en forskel for både nuværende og kommende generationer. 

Det gode resultat i 2024 sikrer, at vi også i fremtiden kan støtte en lang række projekter, der på forskellig måde bidrager til at skabe livskvalitet og fremme sundhed og trivsel for mange. Lige fra små, lokale initiativer, båret af ildsjæle. Og til større nationale udviklingsindsatser inden for det byggede miljø.

I 2024 støttede Realdania f.eks. en tidligere dagligvarebutik i Uvelse ved Slangerup, som en gruppe lokale borgere vil genskabe som byens samlingspunkt. 

Landbyggefonden og Realdania tog hul på et samarbejde om at nytænke og udvikle centrale mødesteder i almene boligområder. Gennem indsatsen Bevar mere vil Realdania skabe viden og eksempler på, hvordan byggebranchen og private boligejere kan udvikle fremtidens boliger i eksisterende bygninger. 

Derudover gav Realdania også støtte til, at det gamle bryghus I Thisted skal transformeres til et oplevelses- og samlingscenter for dansk bryggekultur.

5.200 projekter siden starten

Ved årsskiftet var Realdania involveret i 913 projekter rundt om i landet inden for f.eks. eksempel-byggerier, historiske bygninger og byrum. Derudover også i aktiviteter og processer, tilknyttet det byggede miljø - som arkitektur, restaurering, forskning og byudvikling.
Siden år 2000 har Realdania støttet ca. 5.200 projekter med i alt 24 mia. kr. Foreningen har omkring 190.000 medlemmer. Alle, der ejer en ejendom, kan gratis blive medlem.

 

24/4 2025