Se hvordan kongen fik sit nye gulv
Fire mand fra Dansk Plank – Jydsk Gulvdesign har brugt 1.200 timer på at lægge gulvet i Christian IVs gamle Børsen, se her hvordan det er lagt
Det har været den varmeste sommer i mands minde og i den gamle Børsen var arbejdstemperaturen ofte oppe på 30 grader og helt vindstille, men kongen fik sit nye gulv.Fire mand i fire uger fra klokken syv morgen til 23 aften, cirka 1.200 timer i alt men så lå gulvet der også i sildebensmønster med bort og friser. 600 m2 i det fineste sydamerikanske Jatobatræ, hentet herop i nøje tilpassede stave fra en gammel traditionsrig gulvfabrik vest for Paris.
- Det har været varmt, og rigtig mange timer, så det kan man kun, hvis man synes den slags er sjovt og spændende. Ellers havde det ikke været til at holde ude, siger Kim Sørensen, ejer og direktør i Dansk Plank – Jydsk Gulvdesign efter den udfordrende opgave i hovedstaden.
Ingen orme, råd eller svamp
Kim Sørensen er i færd med at støvsuge og finpudse de sidste detaljer inden gulvet skal have olie. Han fortæller også, at de ikke fik nogen ubehagelige overraskelser, da det mere end 150 år gamle eukalyptusgulv blev brækket op.
- Det var bare godt håndværk, de udførte den gang. En konstruktion, hvor de havde sikret sig en god luftgennemstrømning, så der ikke kunne samle sig fugt nogle steder. Så det vi mødt var et meget flot undergulv i fyrretræ, der bare skulle slibes og rettes af. Det var hverken ormædt, eller havde været angrebet af råd og svamp.
Desværre fandt han ikke som håbet signaturen på den tømrer, der i sin tid havde lagt gulvet, så den hemmelighed er bevaret for eftertiden. Men kommer man om 150 år eller mere og skifter det nye gulv ud, så vil man finde et visitkort fra Esbjerg virksomheden, for de har lagt et gulv, de både kan være stolte af og mere end almindeligt tilfredse med.
-jhn
Gulvlægning på 50 sekunder
Den mere end 500 kvm.2 store sal i Christian IV gamle Børsen, bliver her lagt om. Filmproducer Anders Dylov fra Chroma Film har optaget mere end ti timers film og viser her én blandt de mange firkanter som gulvet består af. Det tager over 2 timer at lægge én firkant, det vises her som timelap på blot 50 sekunder.
Filmen er en del af: www.byggefilm.dk
https://www.youtube.com/watch?v=FFDHM8Nz12w
Køb det gamle Børsen gulv
Det mere end 150 år gamle eukalyptusgulv på børsen, der har båret på nogle af rigets mægtigste mænd, kan nu købes af dem, der kommer først på genbyg.dk. Virksomheden har nemlig købt 250 m2 af det gulv, der blev brækket op. Dertil har de også købt 50-75 m2 mere ukurante stykker. Om dem fortæller Morten Blok:
- Træet har en god historie og er umiddelbart til at gå til. Det skal selvfølgelig pudses op, men vi går med forskellige tanker, som at lave nogle bordplader. Det kan være stavlimet i sildebensmønster, i tern eller en mosaik, mulighederne er mange.