Bygma Red Week
scroll

Små boliger i storbyen - store boliger på landet

Der er stor forskel på boligstørrelsen alt efter om man bor på landet eller i byen. Nye tal viser, at danskere i landets yderområder i gennemsnit har 20 kvadratmeter mere per person end dem, der bor i de større byer

Nye tal fra Dansk Byggeri viser, at mennesker, der bor i landets yderområder, har en bolig, der er i gennemsnit er 20 kvadratmeter større end dem, der bor i hovedstaden. Det er vel at mærke 20 kvadratmeter per person i husstanden.

F.eks. har en person mellem 16 og 30 år bosat i København i gennemsnit 36 kvadratmeter til rådighed, men hvis den samme person flyttede til et af landets yderområder, ville han typisk have en bolig på 58 kvadratmeter til rådighed. Det samme gør sig gældende for mennesker mellem 30 og 60 år, som i København og i et af landets yderområder i gennemsnit vil have henholdsvis 44 og 64 kvadratmeter til rådighed.

Forskellen udligner sig dog med alderen. For mennesker mellem 60 og 80 år er forskellen kun 10 kvadratmeter og endnu mindre for dem, der er over 80 år.

- En væsentlig del af forklaringen er, at der er meget store forskelle på kvadratmeterprisen i landets yderområder og i hovedstaden. Man får ganske simpelt mere for pengene i provinsen. Men det handler også om, hvordan man lever. En 25-årig studerende i storbyen lever ikke samme liv og har ikke samme økonomiske råderum, som en 25-årig med fast job, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Maria Schougaard Berntsen.

- Hvor store boligerne er i henholdsvis storbyerne og landdistrikterne afspejler de mennesker, der bor i området. Ældre mennesker bor ofte på flere kvadratmeter pr. person end unge studerende eller børnefamilier, så selve befolkningssammensætningen i de enkelte kommuner er også afgørende, tilføjer hun.

-cmn

1/12 2016