LCA
scroll
Smart røgalarm kan også nedbringe varmeudgifterne i boligforeningenDantaet er specialister i lækagesikring, men nu har de udviklet en smart røgalarm, der også kan hjælpe med til at nedbringe varmeudgifterne i boligforeninger. Foto: Dantaet.

Smart røgalarm kan også nedbringe varmeudgifterne i boligforeningen

En ny danskudviklet røgalarm tjekker også temperatur og luftfugtighed og kan dermed hjælpe med besparelser på varmeudgifterne

Af Lars Bennetzen

Alle boligforeninger investerer i, og monterer, røgalarmer i deres boliger. Men det betyder ikke, at de virker, sidder på deres plads eller bliver vedligeholdt. Beboerne kan uden problemer pille deres røgalarmer ned, undlade at sætte nye batterier i dem eller tjekke, om de virker.

- Det er lidt mærkeligt, at der ikke er et lovkrav om, at ejeren ved, om deres røgalarmer virker. Samtidig er der kun et krav om, at røgalarmen bare skal kunne varsle lejlighedens beboere, ikke naboerne, siger Jesper Birch Wentzlau, salgskonsulent hos Dantaet.

Det danske elektronikhus har i deres 40 års eksistens haft fokus på at beskytte bygninger mod utætte vandrør og varmerør. Men nu har Dantaet udviklet en ny, smart, røgalarm, der kan et par tricks, der ikke findes i standard røgalarmer.

Den røgalarm vil Dantaet vise frem på Netværksdagen, hvor de også vil vise nogle af de andre funktioner, deres nyudviklede røgalarm har.

- Et af de største problemer, vi ønsker at adressere med vores røgalarm, er, at den sender en alarm til boligforeningen, hvis den pilles ned, eller hvis strømmen til den afbrydes, siger Jesper Birch Wentzlau.

På den måde kan boligforeningen altid være sikker på, at deres boliger er udstyret med røgalarmer, og at beboerne ikke har pillet dem ned.

- Herudover så måler vores røgalarm både røg, temperatur og luftfugtighed, og det giver os et par smarte muligheder, forklarer Jesper Birch Wentzlau og fortsætter:

- Ved at måle både temperatur og røg kan vi sikre, at vi kun alarmerer naboer, hvis begge dele kommer over en given grænseværdi. Derved sikrer vi, at vi ikke sender falske alarmer ud, f.eks. hvis der bare kommer for meget røg fra en pande på komfuret.

Samtidig betyder måling af temperatur og luftfugtighed, at de, der arbejder med varmeanlægget, kan blive mere effektive og spare på varmeudgifterne, når de kender de præcise forhold i lejlighederne.

Jesper Birch Wentzlau slutter af med at fortælle, at hvor røgalarmen er færdig og klar til brug, så er softwaren til den et produkt, der løbende vil blive udviklet og forbedret.

- Vi er i konstant dialog med vores kunder og partnere, og vi snakker med dem om, hvordan de ønsker at bruge de data, vores røgalarm samler op, og hvilke de har brug for.

- Her er det en fordel, at vi ikke er en kæmpe organisation, vi kan lynhurtigt reagere på ønsker fra vores kunder. Samtidig er vi stolte af, at alt bliver produceret og udviklet her i Odense, det gør al udviklet lettere, slutter Jesper Birch Wentzlau.

17/4 2024