Spritnye grunde at boltre sig på i Vestjylland
Ringkøbing-Skjern Kommune har udbudt 20 nye boliggrunde i den østlige kant af Ringkøbing. Grundene vil være til salg fra den 25. marts, men man kan allerede nu sende et bud
Boliggrundene ligger på Rytterparken, der er en ny vej ved Blæsenborg Allé syd for Herningvej og tæt på rideklubben på Vesttarpvej.
- Rytterparken er en lukket vej uden gennemkørende trafik, hvilket betyder noget for både sikkerheden og trivslen for de beboere, der slår sig ned i området, fortæller kommunens grundsalgsansvarlige, Thomas Silberg.
Han peger desuden på, at købere selv kan bestemme, hvem der skal bygge på grunden:
- Da grundene sælges af kommunen, er der ingen krav til, hvem der skal bygge huset. Man bestemmer altså selv, hvem der skal stå for ens kommende hjem, forklarer han.
I skrivende stund er byggemodningen stadig i gang. Derfor er grundene ikke endeligt udstykkede, hvilket kan påvirke både størrelse af byggegrund og pris.
-dc