Stadig risiko for en Børsen-brand til

Stadig risiko for en Børsen-brand til

Brandkravene er ikke blevet skærpet til hverken fredede bygninger eller bygninger under renovering, fremhæver DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut

Risikoen for endnu en brand og tab af vigtig kulturarv er nøjagtigt ligeså stor i dag som for et år siden, da Børsen brændte. 

For brandkravene er ikke blevet skærpet til hverken fredede bygninger eller bygninger under renovering. Derfor er det også kun et spørgsmål om tid, før historien gentager sig, mener Marcello Francati, brandteknisk rådgiver hos DBI (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut).

Alle var forfærdede, da Børsen brændte den 16. april 2024. For hvordan kunne det dog ske, at halvdelen af den smukke 400 år gamle bygning brændte ned? 

- Det kunne det, fordi vi ikke har lært af historien. Vi har set adskillige store brande i både Danmark og udlandet uden at skærpe brandlovgivningen og uden at udarbejde retningslinjer for brandsikring ved renovering. 

Så det kommer til at ske igen, hvis ikke vi gør noget, siger Marcello Francati, brandteknisk rådgiver hos DBI, og fortsætter: 

- Vi ved af erfaring, at risikoen for brand er større under renovering af en bygning. Så hvorfor tager vi ikke konsekvensen af den læring og indtænker bedre brandsikring under renoveringsarbejder? 

På Børsen var der f.eks. ikke en fast brandvagt under renoveringsarbejdet, ligesom der heller ikke var set på muligheden for at skabe brandmæssige adskillelser, som kunne have forhindret den voldsomme brandspredning. 


- Det nytter jo ikke meget, at Københavns overborgmester tager til Paris efter Børsen-branden for at høre, hvordan de har genopbygget den brandhærgede Notre Dame-katedral og opmuntret befolkningen efter tabet af vigtig kulturarv. 

Det havde været noget mere brugbart, hvis man havde forsøgt at blive klogere på, hvad der gik galt ved branden på Notre Dame og havde sikret, at det samme ikke kunne ske i Danmark, siger Marcello Francati.

Ikke kun fokus på fredede bygninger

Der har været talt meget om brandsikring af fredede bygninger efter branden på Børsen, men ifølge Marcello Francati handler det i virkeligheden om bedre brandsikring af alle bygninger, også nye bygninger under opbygning og bygninger under renovering. 

- Vi har brug for en lovgivning og nogle retningslinjer for brandsikring af alle bygninger, både nybyg og byggeri i renoveringsfasen, og ikke kun for fredede bygninger. For det første har vi jo også bevaringsværdige bygninger som f.eks. gamle herregårde, som ikke er fredede. 

Og for det andet bortfalder stort set alle regler for brandsikring, når bygninger er under opførelse, renovering eller ombygning. Dermed har vi nogle problematikker, som går igen i alt slags byggeri, så snart der er håndværkere i bygningen, siger Marcello Francati og uddyber:

- F.eks. er der generelt øget risiko for brand, hvis der foretages varmt arbejde med gnistproducerende værktøj. Det samme gælder, hvis de brandtekniske anlæg bliver frakoblet under byggearbejder, eller hvis man fjerner branddørene for at kunne gå ubesværet frem og tilbage, mens man arbejder. 

Så der er en lang række forhold, man kan optimere ved at skærpe lovgivningen og udarbejde nogle retningslinjer, siger han.

-kis

24/4 2025