Terma køber bygning til nyt logistikcenter
Forsvarsvirksomheden Terma har vokseværk og har brug for at udvide pladsen med et nyt logistikcenter, der bliver på 2.144 kvadratmeter
Teknologivirksomheden Terma A/S, der blandt andet producerer komponenter til rum- og forsvarsindustrien, har købt ejendommen på Lægårdsvej 12A i Lystrup.
Der er tale om en bygning på 2144 kvadratmeter, som skal danne rammen om et nyt logistikcenter med varemodtagelse, shipping og lager - i alt 50 arbejdspladser, oplyser virksomheden til TV2 Østjylland.
Det er HSS Engineering A/S, der sælger bygningen for 21,5 millioner kroner, kan man se på Tinglysningen.
Beliggenheden tæt på vores eksisterende site i Lystrup, gør bygningen interessant, siger Tobias Brun-Falkencrone, kommunikationsdirektør, Terma til TV2 Østjylland.
- Da vi vækster og dermed har brug for at udvide pladsen på vores lokationer, har vi ledt efter lokaler til et nyt logistikcenter. Beliggenheden tæt på vores eksisterende site i Lystrup, gør bygningen interessant, siger Tobias Brun-Falkencrone, der er kommunikationsdirektør hos Terma.
Han tilføjer, at der er tale om en velholdt ejendom med mange anvendelsesmuligheder, som passer godt i størrelsen til et logistikcenter, hvor der også på sigt vil være plads til en tilbygning.
- Vi har en formodning om, at det vil skabe en lettere trafik omkring Terma i Lystrup, men de faktiske effekter af det kan vi først se, når vi tager lokalerne i brug, siger Tobias Brun-Falkencrone.
Terma forventer at flytte ind i foråret 2026, når de nye omgivelser står klar til formålet.
-kis