Ulovlig terrænændring koster bøde på 100.000 kroner
Groft uagtsomme og uretmæssige terrænændringer på en skrænt ved Brejning koster entreprenør dyrt
Sydøstjyllands Politi modtog 23. april sidste år en anmeldelse om, at der var blevet foretaget større terrænændringer og nedbankning af spuns ved en skrænt nær Brejning i Vejle Kommune.
Sagen har været meget omtalt i medierne, og Politiet har siden efterforsket sagen. Det har ført til, at virksomheden, der ejer grunden, blev sigtet for overtrædelse af Naturbeskyttelsesloven.
Virksomheden er på den baggrund dømt for ”groft uagtsomt og uretmæssigt” at have foretaget terrænændringer inden for strandbeskyttelseslinjen på et område på ikke under 3.800 kvadratmeter.
Ændringerne består blandt andet i udjævning af skrænten, fjernelse af vegetation samt nedbankning af spuns på en strækning af ikke under 75 meter.
Ejer selv grunden – derfor kun en bøde
Men det er ulovligt at foretage sådanne ændringer af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen.
Ændringerne er blevet vurderet til at have gjort delvist uoprettelig skade på skrænten, hvilket virksomheden har valgt at vedtage en bøde på 100.000 kroner for.
Politiet har de seneste år set en række sager, hvor naturområder er blevet ændret.
Det har i tidligere tilfælde givet fængselsstraffe, da der i disse tilfælde har været tale om hærværk på statens eller kommunens arealer.
I denne sag er der tale om en virksomhed, der selv ejer grunden, hvor lovovertrædelsen er sket. Derfor er straffen for lovovertrædelsen ifølge specialanklager Pernille Moesborg fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi, en bøde.
DanB