Undgå tvivl om de ansattes ferieaftaler
Sommerferien står for døren. Men havde svenden ikke et par feriedage i januar, og vi talte om en feriefridag i februar – Blev den faktisk holdt?
Af Dan Bjerring
Der kan opstå mange spørgsmål, hvis der ikke er styr på - hvem der har holdt fri, hvornår og hvor længe.
Derfor anbefaler Dansk Håndværk, at aftaler om både ferie og fridage noteres på skrift, og at de længere ferieperioder aftales i god tid, så virksomheden ikke får lovet kunder mere end de rent faktisk kan holde:
Dansk Håndværk understreger, at uanset virksomhedens størrelse kan aftaler på skrift forhindre, at der opstår misforståelser.
Bemandingen skal stemme
Medarbejderne skal kunne planlægge deres ferie, men ledelsen skal også kunne se, om medarbejdernes ønsker passer til, om ordrebogen og bemandingen stemmer overens med, at de planlagte opgaver kan udføres til den lovede tid.
Derfor er det vigtigt at have overblik i form af eksempelvis en feriekalender.
Opfordringen kommer, fordi man særligt i mindre virksomheder kan være tilbøjelige til blot at lave mundtlige aftaler, som kan være svære at huske.
Modvirker tvivl
Derimod sikrer nedskrevne aftaler mod, at der er tvivl om, hvor meget ferie hver enkelt medarbejder har brugt, og hvad der er tilbage.
Hvis aftalerne desuden føres på en feriekalender, som kan hænge på eksempelvis værkstedet, kan de øvrige ansatte se, hvem der holder fri, og hvem der er til rådighed for de kommende ugers opgaver,
DANSK HÅNDVÆRKS RÅD OM FERIEAFTALER
1. Lav aftaler med medarbejderne på skrift, så misforståelser undgås.
2. Hav eventuelt en feriekalender på værkstedet eller lign., så alle har et overblik over bemandingen.
3. Sørg for at f.eks. bogholderiet holder styr på både feriefridage og “løse” feriedage. Det er vigtigt f.eks. ved opsigelse, afskedigelse eller orlov.
4. Husk, at medarbejderne har både ret og pligt til at holde ferie. Medarbejderne har ret til at holde tre ugers sammenhængende hovedferie i perioden 1. maj til 30. september. De øvrige feriedage kaldes restferie, og de kan placeres i hele ferieåret.
5. Virksomhed og medarbejder skal drøfte, hvornår ferien bedst afholdes under hensyn til såvel virksomhed som medarbejder. I sidste ende er det dog arbejdsgiver, der bestemmer. Kan der ikke opnås enighed, skal arbejdsgiveren varsle ferie. Hovedferien skal varsles med tre måneder, og restferien med en måned.