Vintervejret skaber problemer for byggeri i Nordhavn
Overalt i landet slås byggeriet i denne tid med kulde og sne, der fører til midlertidige hjemsendelser af de ansatte i byggeriet
Af Dan Bjerring
Det gælder også den store byggeplads på Nordhavn i København, hvor vintervejret udfordrer både produktionen og sikkerheden på byggepladsen.
Byggearbejderne arbejder for at holde byggepladsen og byggegruben sikker at færdes på ved blandt andet at rydde sne, salte så det er til at komme sikkert rundt, ligesom der er lagt røde måtter ud flere steder, så der er sikre veje at gå på for dem, der færdes på byggepladsen.
Flere korte pauser
Desuden er der indført flere korte pauser for dem, der arbejder ude på pladsen, så de kommer ind og kan varme sig.
Den megen sne og den kraftige vind har også skabt problemer for fremdriften på projektet.
Blandt andet kunne entreprenøren ikke bruge de store kraner på de meget blæsende dage.
Det hele har gået lidt langsommere de seneste 14 dage fordi der er kommet et par ekstra arbejdsprocesser ind med vinterbekæmpelse for at være sikker på, at det hele fortsat kan ske på en sikker måde for alle.