
Asbeststøv fra andet end tagplader ignoreres
En læser, der har fulgt Bygteks artikler om asbest peger på, at mange tror, at ”der kun er asbest i tagplader.
Af Bettina Kjær Jensen
Men det er jo ikke tilfældet. Der er også asbest i så mange andre byggematerialer - eksempelvis fliselim, rørisolering, sålbænke, vinylgulve og nogle meget tidstypiske loftplader fra 60' og 70'erne.
Ingen hindrer private - som muligvis er uvidende om, at de har asbest - i at bryde ned i deres gamle 60' og 70'er villaer - formentlig med åbne vinduer - skovle alt affaldet ud på en trailer, køre hele vejen igennem byen, og så skovle det ud på de lokale genbrugsstationer fra traileren og ned i en container eller direkte på asfalten - hos os cirka tre meter ned.
Her kommer der så en lastbil, henter byggeaffaldet og kører det væk (ikke som farligt affald).
Sky af byggestøv
På genbrugsstationerne står der hele tiden en sky af byggestøv ud over lokalområderne, formentlig med asbest. Samtidig går medarbejderne rundt på pladsen indhyllet i samme byggestøv.
I vores virksomhed skal vi indberette hver gang, vores medarbejdere har været i nærheden af asbest, så vi forstår faktisk ikke, hvordan genbrugsstationernes personale overhovedet kan gå på arbejde hver dag.
Selv er jeg beskæftiget i et firma, der ligger under 50 meter øst (i vindretningen) for den lokale genbrugsplads, hvorfor der ofte står en sky af byggeaffald henover os. Så hvor meget asbeststøv, vi bliver påvirket af, er ikke til at sige.
Kun set toppen af mangel på plads til asbestaffald
Med de nye asbestkrav burde det jo i princippet ikke være en mulighed at aflevere byggeaffald i form af ovenstående på genbrugspladserne, da det jo være vanskeligt at dokumentere, at der IKKE er asbest i dit affald.
Samtidig med at genbrugspladserne burde deponere ALT deres byggeaffald, da de ikke ved om der er asbest i. Problemet med pladsmanglen til asbestholdigt affald har vi i princippet kun set toppen af.
Spændt fast i spændetrøjer
Det irriterer mig faktisk, at ingen har fokus på, det der sker på genbrugspladserne/gør-det-selv-folkene, mens vi som virksomheder er blevet spændt fast i spændetrøjer, og ofte bliver valgt fra af gør-det-selv-folkene.
For så "sparer" de asbestomkostningerne, hvis "onkel-Tage" lige fixer det - så er man jo fristet til at sige ”i samarbejde med genbrugspladsen”).