Opgør med forestillingen om gratis bæredygtighed
Stafetten:Bæredygtighed er ikke en gratis tillægsydelse og kan ikke leveres uden meromkostninger, siger Anders Sørensen, bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen
I mange år har der hersket en forestilling i byggeriet om, at bæredygtighed kan implementeres som en gratis tillægsydelse.
At entreprenøren, rådgiveren eller leverandøren bare kan føje grønne løsninger til et projekt uden ekstra omkostninger for bygherren. Den tanke er ikke alene urealistisk, den bremser faktisk udviklingen mod et mindre klimabelastende byggeri.
Hvis vi for alvor skal gøre fremskridt, kræver det, at hele værdikæden tager et fælles opgør med idéen om den gratis bæredygtighed. For det kræver både tid, kompetencer og økonomi at omstille branchen. Og det kræver ikke mindst samarbejdsformer og relationer, der giver plads til dialog, læring og en grundig indbyrdes forventningsafstemning.
Når billigst til prisen bliver en barriere
I Danmark har vi i mange år haft en stærk tradition for at vælge den billigste løsning.
Det er et produkt af vores udbudssystem, som historisk har været skruet sammen på en måde, der belønner laveste pris over størst værdiskabelse til prisen.
Den logik har været med til at skabe et prispres, hvor nye krav, som ikke har et tydeligt tal i udbuddet, ofte ender som noget, der skal ”findes inden for rammen uden ekstra omkostninger”.
Når der i et udbud lægges op til, at entreprenøren skal byde ind med bæredygtighedsfremmende tiltag, ”så vidt det er muligt inden for samme pris”, sender det et signal om, at bæredygtighed bør kunne leveres uden meromkostninger.
I praksis betyder det, at entreprenøren tvinges til at vælge mellem at levere den aftalte kvalitet og at finde grønne løsninger, der kan rummes i en ofte allerede presset økonomi. Det er ikke en holdbar model for hverken miljøet eller branchen.
Bæredygtighed koster – og det skal det også
Da jeg begyndte i Enemærke & Petersen for otte år siden, gik bæredygtighedsnakken i branchen mest på grønne hensigtserklæringer. Der var sjældent en reel økonomi bundet op på det. Det er heldigvis ved at ændre sig.
Med klimakravene i bygningsreglementet har vi i større grad mulighed for at sætte krone- og ørepris på den indsats, der skal til. Det er sundt, for det tydeliggør, at når vi ønsker at bygge på en ny måde, med nye materialer og andre sammensætninger, så er der et reelt stykke arbejde og en risiko forbundet med det.
Det kræver ressourcer og tid, både på selve byggepladsen og bag skrivebordene, og det er en indsats, som bygherren ikke kan forvente er omkostningsfri. Det betyder ikke, at vi i entreprenørleddet ikke vil tage vores del af ansvaret. Tværtimod.
Vi bruger mange kræfter på at sætte os ind i de nye metoder, udvikle dokumentationspraksisser og dele erfaringer i branchen. Men der er en grænse for, hvor meget man kan absorbere i egen drift, uden at det går ud over andet.
Det er ikke anderledes end dengang, vi som branche begyndte at prissætte kvalitetssikring og arbejdsmiljøkoordinering som selvstændige ydelser. Ingen forventer i dag, at sikkerhedsplaner, risikovurderinger eller dokumentation bare følger gratis med.
Det er en naturlig del af entreprisen, fordi vi som branche har erkendt, at det kræver tid, kompetencer og ansvar.
Partnerskaber giver rum til bedre forventningsafstemning
Hvis vi skal lykkes med at gøre bæredygtighed til en mere integreret del af byggeriet, tror vi i Enemærke & Petersen på, at det skaber stor værdi, når bygherrer og entreprenører arbejder tættere sammen og over længere tid. Her er partnerskabsmodellen et stærkt redskab i praksis.
Når man samarbejder gennem mange projekter med den samme entreprenør, skaber man en fælles forståelse af, hvad der virker, og hvordan nye løsninger kan implementeres i praksis. I stedet for at skulle genopfinde processen ved hvert udbud, kan man sammen bygge videre på erfaringerne fra de foregående projekter.
I Enemærke & Petersen oplever vi, at det i partnerskaber er langt lettere at investere i fælles kompetenceopbygning. Har man f.eks 20 eller 30 projekter sammen med den samme bygherre, kan udgifterne til udvikling, vidensdeling og nye metoder fordeles over mange byggerier.
Det betyder, at man som bygherre får langt mere værdi for pengene, og at man som entreprenør kan arbejde langt mere målrettet og effektivt.
Et partnerskab skaber desuden tryghed til at tale åbent om økonomi og risici. Det bliver muligt at sige: ”Det her tiltag koster x, men til gengæld kan vi reducere klimaaftrykket med y.”
Den form for ærlig forventningsafstemning er sværere at opnå i et traditionelt projektudbud, hvor man kan ende som modparter i stedet for reelle samarbejdspartnere.
”Entreprenøren skal tage sin del af ansvaret for at udvikle nye metoder og levere veldokumenterede løsninger. Men bygherren skal på sin side anerkende, at det har en omkostning”
En ny balance mellem ansvar og udgift
Det handler ikke om at skubbe regningen videre, men om at finde en ny balance mellem parterne.
Entreprenøren skal tage sin del af ansvaret for at udvikle nye metoder og levere veldokumenterede løsninger. Men bygherren skal på sin side anerkende, at det har en omkostning.
I et partnerskab er der plads til netop den balance. Her kan man i fællesskab beslutte, hvilke tiltag der giver mest mening, og hvordan man prioriterer dem på tværs af en større portefølje. Måske giver det mening at bruge flere ressourcer på ét projekt og færre på et andet – så længe man samlet set bevæger sig i den rigtige retning.
Det er en pragmatisk og langsigtet tilgang, der både fremmer innovation og holder omkostningerne nede.
Et fælles ansvar for den næste fase
Jeg tror, vi som branche skal være ærlige omkring, at omstillingen til et lavere klimaaftryk ikke sker uden omkostninger.
Partnerskabsmodellerne giver entreprenører og bygherrer et fælles rum til at udvikle og vurdere alternative løsninger og dele erfaringer uden at skulle forhandle alt fra nul hver gang.
Når vi forhåbentlig får nedbrudt myten om, at bæredygtighed kan leveres gratis, skaber vi grundlaget for et mere realistisk og effektivt byggeri, der er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt på den lange bane. For bæredygtighed har aldrig været et spørgsmål om at gøre mere for mindre. Det handler bare om at gøre tingene rigtigt.
