Installatør på strandhugst i Stenløse
Med investeringen i Egedal El styrker SIF Gruppen sin tilstedeværelse i Nordsjælland
Egedal EL blev etableret i Stenløse 2010 af Klaus K. Jakobsen og beskæftiger i dag 10 medarbejdere.
Som en del af opkøbet bliver virksomheden en del af SIF Gruppens afdeling i Hillerød. Her får Klaus K. Jakobsen en central rolle i den videre udvikling af afdelingen og SIF Gruppens lokale tilstedeværelse i Nordsjælland.
- Egedal EL er en virksomhed, der passer rigtig godt ind i SIF Gruppen. De har en høj faglighed og en kultur, hvor ordentlighed, kundetilfredshed og godt håndværk fylder meget. Samtidig har de haft et stort fokus på lærlinge og uddannelse, hvilket ligger tæt op ad vores egne værdier.
- Med opkøbet styrker vi vores position i Nordsjælland og får endnu bedre mulighed for at være tæt på både kunder og samarbejdspartnere i området, siger Lars Mejlby, administrerende direktør i SIF Gruppen.
For Egedal EL markerer opkøbet et nyt kapitel i virksomhedens udvikling. Klaus K. Jakobsen, der er tredje generation i elbranchen, har drevet virksomheden med ønsket om at skabe en personlig og troværdig elinstallatør, hvor kvalitet og kundeoplevelse er i centrum. Den tilgang videreføres nu som en del af SIF Gruppen.
- Jeg er stolt af den virksomhed, vi har bygget op i Egedal EL, og af de medarbejdere, kunder og relationer, der har været med til at forme vores rejse. For mig har det været vigtigt at finde en partner, der forstår vores værdier og den måde, vi driver virksomhed på. Det har vi fundet i SIF Gruppen.
- Vi bliver en del af en større organisation med flere muligheder, men vi bevarer samtidig det nærvær, den faglighed og den ordentlighed, som Egedal EL er bygget på, udtaler Klaus K. Jakobsen, direktør i Egedal EL.
Egedal EL har gennem årene løst opgaver for både private og erhvervskunder inden for blandt andet klassiske elinstallationer, solceller, ladestandere, intelligent lysstyring og sikringsløsninger.
Kunderne vil fortsat møde de samme velkendte ansigter, men fremover med adgang til SIF Gruppens samlede kompetencer, ressourcer og organisation i ryggen.
- Vi ser opkøbet som et naturligt næste skridt i vores arbejde med at styrke SIF Gruppen lokalt og regionalt.
- Nordsjælland er et vigtigt område for os, og med Egedal EL får vi både stærke kompetencer og et hold af dygtige medarbejdere, som kender området og kunderne indgående. Vi glæder os til at byde alle medarbejdere fra Egedal EL velkommen i SIF Gruppen, siger Lars Mejlby.
-dc