Installatørgruppen på storindkøb i Vestjylland
De vestjyske elektrikervirksomheder, Jens Byskov, Højmark El, Henning Sørensen El og Ørnhøj El, bliver nyeste tilføjelse til InstallatørGruppen, der nu tæller flere end 20 danske installationsvirksomheder
Jens Byskov, Højmark El, Henning Sørensen El og Ørnhøj El er en samlet stor elektrikervirksomhed med afdelinger i Ringkøbing, Højmark, Spjald og Ørnhøj.
Med omkring 45 ansatte hjælper virksomheden en bred kundekreds med alt lige fra salg og service af hvidevarer til rådgivning og reparation af diverse landbrugsinstallationer og anlæg.
Den første af virksomhederne blev etableret i Ringkøbing i 1963.
Siden har det udviklet sig til flere lokationer i Vestjylland, hvor der bliver løst opgaver inden for el, data og fiberinstallationer, landbrugsinstallationer (herunder rådgivning og reparation af diverse anlæg), termografi, varmepumper, alarm og sikring (ABA, ABDL og ABV), boligventilation, billadere og solceller.
Deres kunder er private, sommerhusejere samt landbrug og industri.
- Vi er meget glade for at blive en del af InstallatørGruppen, hvor vi får del i stordriftsfordelene, og samtidig bevarer vi vores lokale tilstedeværelse i det vestjyske samt vores stærke kultur og DNA, som har defineret virksomheden siden 1963, siger Peter Byskov, direktør i Jens Byskov.
Ligesom de andre virksomheder i InstallatørGruppen beholder Jens Byskov, Højmark El, Henning Sørensen El og Ørnhøj El deres firmanavne, ledelse, medarbejdere og kontorer og opretholder dermed deres lokale forankring og tætte kunderelationer.
- Vi er meget glade for at byde ledelse og medarbejdere i Jens Byskov, Højmark El, Henning Sørensen El og Ørnhøj El velkomne i gruppen.
- Det er virksomheder med stærk, lokal forankring samt dygtige medarbejdere, og vi er utroligt glade for at styrke InstallatørGruppen med tilføjelsen af flere stærke elektrikervirksomheder, siger Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen.
Med tilføjelsen består InstallatørGruppen af mere end 20 danske installationsvirksomheder med en samlet omsætning på omkring 2,5 mia. kr. og mere end 1500 medarbejdere.
-dc