Aktuelle nyheder om byggebranchen

Lys i gadelampen på 50 måderDOLL Living Lab i Hersted Industripark i Albertslund – kan købere af belysning som kommuner og regioner se ikke mindre end 50 forskellige energibesparende LED-lamper fra 18 virksomheder.

Lys i gadelampen på 50 måder

Europas største showroom for LED-gadelys og smart City-løsninger med mere end ni kilometer veje og stier åbner i Danmark

Mere end ni kilometer veje og stier danner rammen om Europas største showroom og laboratorium for gadebelysning – DOLL Living Lab – som åbner den 4. september 2014. Her kan købere af belysning se og sammenligne LED-lamper og løsninger til den smarte by fra forskellige virksomheder.

Unikt
I det levende laboratorium – DOLL Living Lab i Hersted Industripark i Albertslund – kan købere af belysning som kommuner og regioner se ikke mindre end 50 forskellige energibesparende LED-lamper fra 18 virksomheder. Hvert produkt oplyser 2-300 meter vej. Men det 9,2 kilometer store DOLL Living Lab er ikke blot et showroom. Det er et uvildigt laboratorium, der sammen med laboratorierne DOLL Quality Lab og Virtual Lab på Danmarks Tekniske Universitet sikrer, at købere får dokumenteret effekterne af LED-lamperne i Living Lab. Samtidig testes eksempelvis CO2-fri gadelamper, nye sensorer til at kontrollere lyset for at skabe energibesparelser, gadelamper med WiFi og andre innovative løsninger til at gøre byen smartere. Og den kombination er unik.

- Selvom vi før har set levende laboratorier med fokus på belysning, er selve kombinationen af antallet af involverede virksomheder, den forskningsbaserede dokumentation, den fysiske størrelse af laboratoriet og variationen i teknologier, som opsættes og testes, unik, siger Kent Larson, leder af City Science-initiativet i MIT Media Lab, Massachusetts Institute of Technology, og én af de første forskere, som udviklede forsøg med ”living labs” i hverdagsmiljøer.

Stor international bevågenhed
Og den betragtning deles af teamet bag DOLL-projektet:

- Med 9,2 kilometer veje og stier, samt 50 forskellige LED-armaturer på 280 nye master må vi konstatere, at det nye DOLL Living Lab ikke er set andre steder i Europa. Det bekræftes også af den store interesse fra internationale medier og producenter,” siger Kim Brostrøm, teknologichef i DOLL, der drives i partnerskabsorganisationen Gate 21 i samarbejde med DTU Fotonik og Albertslund Kommune.

Kontrolrum styrer og tilpasser lyset til aktiviteterne på vejen
De 280 lysarmaturer i DOLL Living Lab har alle en IP-adresse og er forbundet til et centralt kontrolrum. Herfra kan LED-lampernes energiforbrug og CO2-udledning måles samtidig med, at man kan styre produkterne.

- Med styring kan vi eksempelvis se, hvordan belysningen reagerer på cyklister, der passerer. Hvornår øges belysningen, og hvornår dæmpes den igen? Vi skal teste og optimere på, hvor godt den type bevægelsessensorer virker, fortæller Kim Brostrøm og tilføjer:

En af forudsætningerne for at indsamle data effektivt er blandt andet WiFi, som i Living Lab vil blive testet i lysmasterne af det danske firma Global Connect. På den måde kan man teste mulighederne for at samle informationerne fra forskellige produkter ét fælles sted. Og en fælles database giver mulighed for at handle på tværs af data om eksempelvis trafik- og vejrforhold.

-jhn

Læs mere om El & lys

4/9 2014